Hvad er der galt med mig, siden jeg ikke kan få mit liv til at fungere?

Konflikter, usikkerhed eller angst i relationer er typiske problematikker, som mine klienter henvender sig med – eller de kommer fordi, de føler sig ensomme, nedtrykte eller uengageret i deres liv. Sammenfaldende ser jeg ofte også, at de italesætter, at der må være noget galt med dem, siden de ikke kan få deres liv til at fungere – men det der snarere viser sig at være virkeligheden er, at der var noget galt med de vilkår, som de engang udviklede sig under. Derfor kæmper de med selvfølelsen og / eller med at indgå og være tryg i relationer.

Roden til problematikkerne

Det klienterne kommer med, er symptomer på og konsekvenserne af, at de tidligt i livet er blevet bremset i udviklingen af deres virkelige selv – dvs. i udviklingen af en sund psykologisk funktion, som først og fremmest muliggør evnen til at være med følelser af både positiv og negativ karakter samt evnen til at regulere dem. Det drejer sig også om en grundlæggende tillidsevne – til sig selv og andre, om at turde være åben i kærlighedsrelationer, om at stå ved sig selv (autonomi) samt evnen til at agere målrettet og turde udforske og udfolde ens unikke egenskaber og potentialer. Alt det har man til rådighed, når det virkelige selv udvikles og man udvikler også en klar opfattelse af, hvem man er og hvad man står for.

Det er derfor et stort og tragisk tab for enhver, som mister dén adgang til sig selv og af stor betydning at finde tilbage til det sunde udviklingsspor – men hvordan gør man det, når ens ’virkelige selv’ ligger hengemt i usunde tilpassede overlevelsesmønstre? Når ens virkelighed er bygget op af vrangforestillinger om, hvem og hvad man skal være? Når angst og usikkerhed dominerer og selvbilledet er i stykker? Det er, hvad det her blogindlæg vil handle om, udover at jeg vil give en baggrundsforståelse for, hvad det er for problematikker, som ligger grund for, at vi ’mister’ os selv.

Hvordan sker det, at vi ’mister’ vores virkelige selv?

’Tabet af det virkelige selv’ er en proces, som starter tidligt i livet – ofte indenfor de tre første leveår som en konsekvens af, at barnet ikke mødes med tilstrækkelig følelsesmæssig støtte og spejlende forståelse fra de nære voksne. Den mangelfulde omsorgsadfærd er sjældent et spørgsmål om ond vilje, men handler ofte om manglende evner for at forstå, rumme og regulere barnets følelser og behov. Ikke desto mindre har det store konsekvenser, idet adfærden forhindrer barnet i at lære sit eget indre liv at kende og blive sig selv.

Vi har brug for, at nogen viser os, hvem vi er

Barnet har brug for at få vist, hvem det er for at udvikle sin egen unikke personlighed – og det sker ved, at forældrene spejler barnet via deres ansigtsudtryk, gestik, ord og tonefald. På den måde lærer barnet om sit eget indre mentale liv og det er netop den oplevelse af at blive korrekt forstået, der regulerer barnets følelse og gør, at det bliver virkeligt og forståeligt overfor sig selv – og det er også det, som senere virker for den voksne i terapi, når det har slået fejl tidligt i livet.

Vi har som barn brug for tryghed, velvilje og accept for at udvikle sunde selvbilleder og vi har brug for ’spejlingen af de indre tilstande’ for at udvikle en forståelse for, hvad det er vi oplever og for at udvikle evnen til senere selv at kunne rumme, regulere, udtrykke og danne mening over vores indre mentale- og følelsesmæssige tilstande. Det er selve grundlaget, som sikrer os vores mentale trivsel og som giver os følelsen af berettigelse og evnen til at engagere os og udleve vores drømme og mål i livet.  

Utryg tilknytning hæmmer udviklingen af det virkelige selv

Så, hvad sker der, når samspillet mellem forældre og barn gentagne gange ikke udfolder sig optimalt? Når barnet ikke får hjælp til at forstå eller regulere sig selv – fordi forældre ikke selv er i kontakt med deres følelser eller ikke selv forstår og kan artikulere, hvad der sker hos barnet. Eller når barnet efterlades for meget alene eller gentagne gange bliver afvist eller misforstået i dets følelser og behov? Ja, så er konsekvensen, at en dyb grundangst aktiveres hos barnet – det skifter til ’overlevelsesmode’ så at sige eller med andre ord, det opgiver sin trygge tilknytning og dermed også udviklingen af sit ’virkelige selv’. Barnet går imod sig selv og overgiver sig i stedet til de ’fremmed perspektiver’, som gør sig gældende – dvs. til forældrenes holdninger og adfærd på godt og ondt. Havde barnet selv været i stand til at udtrykke dets oplevelse, kunne det måske have lydt som følgende;

Det er en overlevelsesstrategi – en illusion om tryghed, som hjælper barnet med at udholde den grundangst, som er aktiveret i manglen på de trygge, følelsesnære og forståelige voksne og som typisk forårsager, at barnet finder ind en enten utryg-undgående eller utryg-ambivalent tilknytning. Meget forsimplet kan man sige, at barnet lærer at være stille og klare sig selv eller det lærer, at det må larme og klamre sig ”for at få”.

Det får konsekvenser for den voksne   

Mange af de klienter, som jeg møder, kommer netop med problematikker, som har at gøre med utryg tilknytning og/eller identitetsproblematikker og der er ofte nogle centrale udfordringer, som går igen. Det er nogle af dem, som jeg vil udfolde lidt mere her.

Følelser overreguleres eller underreguleres   

Mange henvender sig i udgangspunktet, fordi de har det følelsesmæssigt svært – hvilket helt grundlæggende hænger sammen med, at de mangler evner for at være med og regulere følelser. De er udfordret ift. at forstå, udtrykke og danne mening over det, de mærker og mangler typisk også kontakten med deres behov, hvilket skaber problemer. Det er manglen på den mentaliserende voksne, som de mærker konsekvensen af – de har ikke lært at mentalisere over egne indre tilstande, hvilket både gør det svært at forstå sig selv og forstå andre. Dermed bliver det også svært at definere og udfolde sig selv samt at indgå i relationer.

Relationer er forbundet med svære følelser   

Rigtig mange har det svært i relationer og kæmper med svære følelser, som følge deraf. Nogle fortæller sig selv, at de ikke behøver andre, at de ikke ønsker et liv som andre. De har valgt selvstændigheden med tomheden og ensomheden som følge. Andre kæmper med at være opslugt af kontakten til nære andre og med den dybe angst for at miste. De har svært ved at stå selv, ved at stå ved dem selv og ved at ytre deres meninger – de er hele tiden på vagt for, om de vil blive fundet for svage, forkerte, for meget eller for lidt i andres øjne. Så de tilpasser sig og bruger deres fulde opmærksomhed på at sikre andres bekræftelse – men på bekostning af dem selv og egne behov. Andre svinger et sted derimellem.

Kontrol, angst og grænseproblematikker er temaer, som ofte dukker op

Livet er ganske enkelt besværligt, idet det både er svært at være sig selv og svært at være i relation – fordi det er forbundet med usikkerhed, mistillid og med angsten for at miste dels sig selv eller den anden eller det er forbundet med konflikter. Nogle oplever, at det bliver for udmattende pga. den kontrol, de kræver for at kunne at indgå i relationen og for at holde angsten fra døren og igen andre oplever, at det bringer grænseløs kontakt med sig – at de bliver grænseovertrådt, fordi de ikke formår at sige fra. Der er mange forskelligartede problematikker og det er for mig ikke svært at forstå, at det for nogle ender med at give mere mening at give op. Det er mere tåleligt end at skulle navigere med angst, ensomhed, tomhed, håbløshed osv. De overvejelser har jeg også selv været omkring for længe siden, men heldigvis gav jeg ikke op.

Selvkritik er en central problematik

Nærmest alle klienter, som jeg møder, har en indre kritisk dæmon med sig. En indre, selvsaboterende stemme, som viser sig i form af selvnedgørende og selvfordømmende tanker og som fastholder dem i et negativt selvbillede, med forvrængede forventninger til, hvordan andre vil møde dem og med overbevisningen om, at de ikke er gode nok, dygtige nok, stærke nok osv. – ultimativt, at de ikke kan elskes, som de er. Det er den selvmodarbejdende stemme, der er udviklet som en konsekvens af opgivelsen af det virkelige selv, som de kæmper med. De er splittet imellem at følge den stemme og følge deres virkelige selv. Problemet er bare, at når de følger deres ’virkelige selv’, så opstår konflikten – den gamle angst vækkes og det er en svær problematik at bryde ud af, men det kan lade sig gøre.  

Vejen tilbage til det virkelige selv 

Så tilbage til udgangspunktet – hvordan finder man tilbage til sit trygge, unikke selv, når fundamentet for ens personlighed står vaklende og ude af balance?

Det er for det første ikke noget man ’bare lige gør’, vil jeg sige – og her taler jeg også af personlig erfaring. Det er for alle en livslang opgave at udvikle sig til at blive et differentieret menneske – dvs. at nå til en vist niveau af balance, hvor man er i stand til at bevare en åben og tæt følelsesmæssig kontakt med andre, uden at miste selv. Det er en evne, som vi udvikler og forfiner igennem hele livet, hvilket er et vigtigt perspektiv at have for øje. Det handler altså ikke om at komme hurtigt frem, for det kan ikke lade sig gøre, men om at tage mange små skridt, som dybest set alle bidrager til, at vi tilegner os den tryghed, sikkerhed og det selvværd og den berettigelse, som ikke blev os givet. Det handler om at udvikle de evner, som ikke fik lov at udfolde sig – og det er det, som du kan få hjælp til igennem psykoterapien. Eksempelvis;

#1 Evnen til at have tillid til sig selv og andre – evnen opbygges igennem tilegnelsen af nye positive oplevelser i mødet med andre samt igennem indsigten i os selv. I takt med, at vi bliver bedre til at forstå os selv og til at lytte efter egne behov, opbygger vi mere tillid til, at vi selv og andre ikke vil svigte.

#2 Evnen til at håndtere følelser konstruktivt – handler om evnen til at være med, forstå, udtrykke og danne mening over såvel positive som negative følelser samt evnen til at mildne følelser, så man ikke diskuterer dem igen og igen eller sidder fast i dem.

#3 Evnen til at udvise autonomi ift. andre – handler bl.a. om at finde ud af, hvem er jeg og hvad ønsker jeg mig i livet? Hvad vil jeg og hvad vil jeg ikke? Det handler om at træne evnen til at stå ved sig selv i mødet med andre – om at udvikle selvstændighed og selvbestemmelsesret

#4 Evnen til mentalisering – handler om at blive i stand til at forstå og danne mening over egne og andres adfærd ud fra kontakten til indre mentale tilstande som følelser, impulser og tanker. I takt med at mentaliseringen stiger, stiger også vores evne til at reagere på en afbalanceret måde ift. personer, hændelser eller situationer, hvilket skaber grobund for sundere selvbilleder og relationer.

#5 Evnen til følelsesmæssig intimitet – handler om at opbygge tilstrækkelig tryghed og tillid i relationer, som muliggør en åben og ærlig følelsesmæssig kontakt.

#6 Evnen til initiativ og målrettethed – handler om at få kontakt med egne ønsker og drømme samt om at træne evnen til at turde udforske og forfølge egne mål, på trods af at de måske vil blive udfordret.

Igennem disse tiltag, udvikler vi vores personlighed, vores selvværd, sikkerhed og tryghed i den vi er og får en klarere fornemmelse for, hvem vi er og hvordan vi adskiller os fra andre. Vi udvikler måden vi er på sammen med andre. Det er nøglerne til mental trivsel og det er den rejse, som du påbegynder, når du starter i terapi.