
Psykoterapi – hvad kan du forvente?
Et trygt og professionelt terapirum
Hos mig får du et trygt og ligeværdigt rum, hvor du kan være dig selv og tale om det, der fylder, uden krav eller forventninger. Jeg møder dig med nærvær, faglig indsigt og respekt for det, du bringer frem og sammen undersøger vi det, der kalder på opmærksomhed.
Første samtale og fokus
I den første samtale afklarer vi, hvad du søger hjælp til og vi justerer løbende fokus, så terapien forbliver meningsfuld for dig. Herfra arbejder vi med de følelsesmæssige reaktioner og mønstre, der skaber uro eller udfordringer i dit liv. Arbejdet handler både om at forstå og mærke det, der sker i dig og om at danne mening – så nye handlemuligheder kan opstå.
Fra indsigt til nye handlemuligheder
Jeg arbejder med en kombination af samtale, kropslig opmærksomhed og elementer fra emotionsfokuseret terapi og neuroaffektiv forståelse. Det styrker din forståelse af dine mønstre og understøtter din evne til at regulere det, der sker i dig, så der gradvist opstår mere klarhed og handlekraft.
Når dine mønstre bliver tydeligere, bliver det også muligt at handle anderledes. Jeg deler gerne faglige perspektiver, når det kan støtte dig, men mit primære fokus er at hjælpe dig med at udvikle selvagens. Dvs. evnen til at mærke dig selv, sætte retning og handle i tråd med det, der er vigtigt for dig.
Klar til næste skridt?
Hvis du kan mærke, at du er klar til at tage hul på processen, er du meget velkommen til at kontakte mig. Vi kan starte med en uforpligtende samtale over telefon, hvor vi taler lidt om din problematik og afklarer, hvordan jeg kan hjælpe dig.
