
Få støtte til at løsne traumereaktioner
Psykoterapi i København & Charlottenlund
Når vi oplever noget, der er for svært at rumme, kan vi reagere ved at trække os – fra os selv, fra kroppen eller fra andre. Det er en naturlig måde at beskytte sig på, men med tiden kan den skabe afstand og ensomhed.
For mange handler det ikke om én enkelt hændelse eller et pludseligt chok, men om erfaringer, der har sat sig gennem relationer – måske tidligt i livet, hvor tryghed og kontakt ikke altid var til at finde. Når vores behov for nærhed, autenticitet og omsorg ikke blev mødt, blev det nødvendigt at tilpasse sig for at bevare forbindelsen. Vi lærte måske at lukke af, være stærke eller tage for meget ansvar.
Den slags erfaringer kaldes ofte relationelle traumer. De opstår over tid, når vores behov for kontakt og tryghed gentagne gange bliver brudt og senere i livet kan det vise sig som indre uro, angst, selvkritik, lavt selvværd, tilbagevendende stress eller følelsen af at miste sig selv i relationer.
Når vi mister kontakten til os selv
Traumer handler ikke kun om det, der skete, men om det, der skete inde i os, da noget blev for overvældende at bære alene. De strategier, der dengang hjalp os med at overleve: at lukke af, tilpasse os eller tage kontrol, kan i dag skabe afstand både til os selv og til andre.
I terapien skaber jeg et trygt og nærværende rum, hvor du kan begynde at genfinde forbindelsen til dig selv og mærke, hvordan de gamle mønstre stadig lever videre i dig. Gennem den opmærksomhed kan der langsomt vokse ny tryghed, kontakt og ro – både i dig selv og i mødet med andre.
Et trygt rum til forandring
Jeg arbejder ud fra NARM og oplevelsesorienteret psykoterapi, hvor krop, følelser og tanker ses som en helhed. Fokus er på at opdage, hvordan tidligere erfaringer viser sig i dag og på at skabe nye muligheder for kontakt, mening og forankring i dig selv.
At genfinde livskraft
Traumebehandling handler dermed ikke om at slette historien, men om at skabe plads til at leve mere frit og nærværende nu og her. Når gamle strategier slipper, kan du gradvist begynde at opleve:
- En dybere kontakt til dig selv og til livet omkring dig
- At mærke følelser tydeligere og uden frygt for overvældelse
- Bedre kontakt til kroppen og dens signaler, som hjælper dig med at træffe støttende valg
- Mindre selvkritik og skam og større opmærksomhed på dine styrker og værdifuldhed
- At stå mere solidt i dig selv og handle ud fra egne behov frem for gamle overlevelsesstrategier
Kort sagt handler det om at vende hjem til dig selv. Til en oplevelse af at kunne mærke dig selv som hel, fri og levende i mødet med livet omkring dig.
Når du er klar, er der et trygt sted at lande
Jeg hedder Kamilla Christensen og er godkendt psykoterapeut (MPF) fra Dansk Psykoterapeut Forening. Jeg tror på, at forandring sker i mødet mellem mennesker – når vi tør være ærlige og blive set, som vi er. Mit fokus er at skabe et ægte og roligt rum, hvor du kan lande og begynde at mærke dig selv igen. For mig er terapi ikke et projekt, men en proces – et sted, hvor der kan opstå klarhed, indsigt og lettelse over tid.
Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller ønsker en kort uforpligtende samtale over telefon.

