Det kan være, at du har svært ved at finde ro, stole på andre eller føle dig helt tryg i relationer – uden helt at forstå hvorfor.
Måske oplever du også, at du reagerer stærkere, end situationen kalder på, og bagefter skammer dig over det. Måske er du ofte på overarbejde, fordi du ikke vil belaste andre med dine følelser. Eller fordi du tager andres energi, stemninger og signaler ind og hele tiden forsøger at tilpasse dig.

Gennem tiden har du måske tænkt om dig selv:

“Jeg har det ikke så let med følelser”
“Jeg er bare meget følsom.”
“Der er nok bare noget i vejen med mig.”

Mange tænker ikke nødvendigvis på disse oplevelser som traumer og måske gør du heller ikke.

For nogle mennesker kan disse mønstre dog have rod i erfaringer fra barndommen – det, man i dag kalder udviklingstraumer.

Så hvad betyder udviklingstraumer egentlig, og hvordan hænger de sammen med traumer fra barndommen?

Hvad er udviklingstraumer – og hvordan hænger de sammen med traumer fra barndommen?

Begrebet udviklingstraumer bruges typisk om de psykiske og kropslige følgevirkninger, der kan opstå, når et barn over længere tid lever med utryghed, følelsesmæssig forsømmelse, grænseoverskridelser, uforudsigelighed, skam, manglende omsorg eller andre former for belastning i de relationer, barnet er afhængigt af.

Det handler altså ikke kun om enkeltstående chokoplevelser, men ofte om belastninger, der gentager sig eller varer ved over tid og som kan skabe en række forskellige vanskeligheder senere i livet.

Hvordan opstår udviklingstraumer?

Når der er tale om udviklingstraumer, er det vigtigt at nævne, at de ikke kun handler om de oplevelser, et barn udsættes for. Det handler også om, hvorvidt der er en tryg voksen til at hjælpe barnet med at forstå og regulere det, der sker.

Hvis et barn oplever noget svært, men har en stabil og omsorgsfuld voksen, kan belastningen ofte blive mindre overvældende. Men hvis barnet står alene med sine følelser eller hvis utrygheden netop findes i de nære relationer, kan belastningen sætte sig dybere i barnets nervesystem.

Derfor er relationer en afgørende del af, hvorfor nogle belastninger udvikler sig til traumer fra barndommen, mens andre ikke sætter samme spor.

Mange voksne med barndomstraumer kan fx senere genkende, at deres opvækst var præget af nogle af følgende forhold:

• følelsesmæssig forsømmelse
• vedvarende kritik, skam eller afvisning
• psykisk vold
• fysisk vold
• seksuelle grænseoverskridelser eller overgreb
• uforudsigelige eller kaotiske familieforhold
• omsorgspersoners misbrug, psykisk sygdom eller fravær
• et hjemmemiljø præget af konflikt, frygt eller manglende tryghed

Hvordan viser traumer fra barndommen sig hos voksne?

Symptomerne hos voksne med barndomstraumer ligner ikke altid det, mange forbinder med et klassisk traume.

Nogle oplever flashbacks og mareridt, mens andre især mærker uro, tomhed, skam, selvkritik, følelsesmæssig overbelastning eller tilbagevendende problemer i nære relationer.

Hos voksne kan traumer fra barndommen blandt andet komme til udtryk på følgende måder:

1. Følelser kan være svære at regulere

Man kan blive hurtigt overvældet, lukke ned eller reagere kraftigere, end man selv forstår. Nogle oplever også at svinge mellem at føle meget og næsten ingenting og bagefter skamme sig over deres reaktioner.

2. Vedvarende indre uro eller alarmberedskab

Nogle lever med et nervesystem, der konstant er på vagt. Det kan vise sig som anspændthed, søvnproblemer, irritabilitet, koncentrationsbesvær eller en følelse af aldrig rigtig at kunne slappe af. For nogle viser det sig også som en tendens til hele tiden at have antennerne rettet mod andre.

3. Skam, skyld og en grundlæggende følelse af at være forkert

Mange voksne med barndomstraumer bærer på en dybt rodfæstet oplevelse af, at der er noget galt med dem. Ikke bare at de gjorde noget forkert, men at de er forkerte. Det viser sig ofte i deres selvfortællinger om, hvem de er – og om det, de kke formår at være.

4. Relationsvanskeligheder

Mange af de klienter, som henvender sig til mig, gør det, fordi de er udfordret i deres relationer. De kan fx have svært ved at stole på andre, sætte grænser, mærke egne behov eller være i nære relationer uden at blive bange, usikre, tilpasningsorienterede, kontrollerende eller følelsesmæssigt utilgængelige.

5. Dissociation, følelsesløshed eller “frakobling”

Nogle reagerer ikke primært med angst og uro, men med tomhed, udmattelse, følelsesløshed eller en oplevelse af at være væk fra sig selv. Det er kroppens måde at beskytte sig på, når belastningen bliver for overvældende.

6. Gentagelse af gamle mønstre

Man kan ubevidst komme til at vælge relationer, arbejdsfællesskaber eller livsvilkår, hvor gamle roller genopstår: den ansvarlige, den usynlige, den tilpasningsdygtige, den overpræsterende eller den, der altid må klare sig selv.

Det er ikke et tegn på svaghed, men ofte et tegn på tilpasning til tidlige vilkår.

Hvorfor påvirker tidlige traumer så meget?

Når traumer sker tidligt og gentaget, sker det i en periode, hvor barnets hjerne, nervesystem, selvfølelse og tilknytningsmønstre stadig er under udvikling.

Det betyder ikke, at et menneske er “skadet for altid”. Men erfaringer fra barndommen kan blive indlejret som forventninger i både psyken og kroppen fx i form af:

• Verden er ikke tryg
• Jeg skal være på vagt
• Mine behov er for meget
• Jeg må klare mig selv
• Kærlighed er forbundet med smerte, skam eller uforudsigelighed

Disse mønstre er ofte oprindeligt udviklet som overlevelsesstrategier. Det, der senere kan føles som selvkritik, people-pleasing, kontrolbehov, perfektionisme, følelsesmæssig lukkethed eller overansvar, har ofte haft en vigtig funktion i barnets forsøg på at bevare kontakt, sikkerhed eller forudsigelighed i et belastet miljø.

Tegn på udviklingstraumer hos voksne med barndomstraumer

Der findes ikke én enkelt tjekliste, som passer på alle, men mange voksne med traumer fra barndommen kan genkende flere af disse temaer:

• du føler dig ofte forkert, utilstrækkelig eller “for meget”
• du har svært ved at mærke egne behov og grænser
• du bliver hurtigt trigget i relationer
• du er meget selvkritisk eller skampræget
• du overpræsterer, tilpasser dig eller tager for meget ansvar
• du har svært ved at stole på andre
• du veksler mellem at længes efter nærhed og frygte den
• du føler dig ofte følelsesmæssigt overvældet eller helt lukket ned
• du lever med uro, anspændthed eller udmattelse
• du har svært ved at hvile, modtage omsorg eller bare være

Disse tegn er ikke i sig selv bevis på udviklingstraumer, men de kan pege på, at der er noget mere på spil end “bare stress” eller “bare sensitivitet”.

Udviklingstraumer og tilknytning

En vigtig nuance er, at udviklingstraumer ofte hænger tæt sammen med tilknytning.

Når den person, barnet er afhængigt af, også er den person, barnet frygter eller ikke kan regne med, opstår en dyb indre konflikt:

Jeg har brug for dig for at overleve – men det er ikke helt trygt at være tæt på dig.

Det kan senere vise sig i voksenlivet som:

• stor længsel efter nærhed kombineret med angst for afvisning
• kompromissøgende adfærd og tendens til at miste sig selv i relationer
• vanskeligheder ved at sætte grænser
• frygt for konflikt
• hyperfølsomhed over for tonefald, afstand eller kritik
• tendens til enten overtilpasning eller tilbagetrækning

Mange af disse reaktioner er gamle tilpasninger, som mennesker ofte skammer sig over. Derfor kan det også være en lettelse at begynde at forstå sine mønstre og se, hvordan de hænger sammen med de tidlige erfaringer. Men forståelse er ofte kun første skridt på vejen til heling.

Kan man hele udviklingstraumer?

Ja, men det er ikke en proces, der kan klares ved blot at “tænke anderledes”. Netop fordi traumet kan sætte sig i både nervesystem, relationer, følelser, selvbillede og kropslige mønstre.

Derfor må behandlingen ofte være helhedsorienteret, som det fx er tilfældet i NARM-terapi.

Behandling af udviklingstraumer gennem NARM-terapi handler blandt andet om gradvist at opbygge:

• mere tryghed i kroppen
• større evne til følelsesregulering
• bedre kontakt til egne behov og grænser
• mindre skam og selvkritik
• mere stabile og gensidige relationer
• mulighed for at forstå og bearbejde det, der har været

Frem for primært at fokusere på traumeminderne retter terapien sig i høj grad mod stabilisering og opbygning af relationel tryghed, samt mod udvikling af reguleringsevne, kropslig forankring, grænsesætning, bearbejdning af skam og evnen til kontakt med sig selv og andre.

Hvad hjælper voksne med barndomstraumer?

Selvom terapi ofte er centralt, er heling sjældent begrænset til terapirummet. Mange oplever, at bedring også handler om:

At forstå egne reaktioner i et traumesprog
Når man begynder at se sine mønstre som tilpasninger frem for fejl, falder skammen ofte lidt.

At arbejde med nervesystemet
Ro kommer sjældent af viljestyrke alene. For mange hjælper kropsbevidsthed, groundende øvelser, pauser og mere realistiske krav til sig selv.

At opdage egne grænser og behov
Mennesker med udviklingstraumer har ofte lært at orientere sig mod andres behov før deres egne. Derfor kan det være en vigtig proces gradvist at mærke:
Hvad føler jeg? Hvad har jeg brug for? Hvad er okay for mig og hvad er ikke?

At øve sig i trygge relationer
Heling sker ofte i relation, ikke kun i parforhold, men også i terapeutiske relationer, venskaber og fællesskaber.

At arbejde i et tempo, kroppen kan være med til
God traumeterapi handler om at finde et tempo, hvor der både er kontakt og tilstrækkelig tryghed til at gå ind i arbejdet, så processen ikke skaber yderligere overvældelse

Udviklingstraumer handler ikke om svaghed, men om tilpasning

En vigtig pointe i forståelsen af udviklingstraumer er, at reaktioner hos voksne med barndomstraumer ikke skal ses som tegn på svaghed eller manglende vilje. De er ofte spor efter det, man har måttet lære for at klare sig i et miljø, hvor tryghed og beskyttelse ikke har været tilstrækkeligt til stede.

At begynde at forstå sine reaktioner i lyset af barndommens erfaringer kan derfor være et vigtigt første skridt. Ikke fordi fortiden kan ændres, men fordi forståelsen kan skabe mere venlighed over for sig selv og de mønstre, man har udviklet for at klare sig.

Langsomt på den måde begynder forandringerne at finde sted – når det, der engang var nødvendigt for at overleve, ikke længere behøver at styre livet.

Kamilla Christensen, Psykoterapeut MPF – København og Charlottenlund

Indlægget Udviklingstraumer og barndomstraumer: Når traumer fra barndommen følger med ind i voksenlivet blev først udgivet på Psykoterapeut København Kamilla Christensen.

Det ramte mig, fordi jeg i store dele af mit liv netop ikke havde gjort det. Ubevidst havde jeg sørget for ikke at være hjemme – for på den måde at undgå de uønskede gæster. Eller rettere: jeg havde barrikaderet alle døre og vinduer, så intet kunne slippe ind eller ud.

Når vi lukker af for os selv

Det samme ser jeg hos mange af mine klienter – at de har lukket af for deres indre følelsesliv og kæmper for at holde sammen på det ydre. Mange af os har lært netop det: at gå uden om følelserne og i stedet handle ud fra idealbilleder, tanker eller ydre krav, der ikke er forankret i os selv.

Ofte fordi noget indeni er for svært at rumme. Men når vi går ad den vej, fjerner vi os fra os selv og risikerer at betale en høj pris – at miste forbindelsen til os selv og fornemmelsen af, hvad vi egentlig vil med livet.

Så her får du min rejse hjem. Måske kan den inspirere dig til at søge indad og blive mere nysgerrig på det, der lever i dig – på de følelser, der banker på din dør. Rumi skriver, at alle gæster kommer med et budskab, og ja – det er også min erfaring.

Min første gæst: angsten

At undgå koster energi. Det sandhed måtte jeg selv erkende – for naturligvis kom der et tidspunkt, hvor jeg ikke længere kunne holde mine døre og vinduer lukkede og den første gæst, som troppede op, var angsten.

Den havde ventet længe og var ikke indstillet på et kort visit. Uanset hvor meget jeg forsøgte at holde døren lukket, fandt den altid en sprække og jo mere jeg strittede imod, jo hårdere bankede den på.

Modstand var tydeligvis ikke en vej frem..

Jeg ved ikke, om det var udmattelsen efter den lange kamp, der fik mig til at ændre kurs – men jeg tror det. Jeg blev simpelthen for træt. Jeg husker tydeligt beslutningen om at åbne op – eller måske bare følelsen af, at jeg ikke længere havde et valg.

Det føltes som åbent hus, da jeg først gjorde det og det blev til mange svære år med mange svære gæster – og ja med angsten som den første, jeg tog imod.

Når man tør blive

Det er ikke svært at forestille sig, at det ikke er let at gå direkte ind i det, man helst vil undgå. Det ved du sikkert også, hvis angsten bor hos dig. Så det var med bæven, skam og frygt, jeg tog imod den – og det var ikke rart.

Men på et tidspunkt opdagede jeg, at når jeg blot holdt øje med den – altså ikke ignorerede den – så faldt den lidt mere til ro.

Angsten blev på en måde en slags følgesvend, som jeg tillod at være der, imens jeg gjorde det, livet nu kræver. Nogle gange faldt den helt til ro, bare fordi jeg ikke flygtede. Det var som om, den sagde: “Hey, glem mig ikke.”

Angsten blev begyndelsen på min indre kontakt – en påmindelse om at forblive hjemme i mig selv. Ikke at stikke af, som jeg plejede. Jeg begyndte at lytte i stedet for at lukke af og opdagede, at angsten pegede på noget meget vigtigt: mine behov. Behovet for kontakt, tryghed, pauser og nærvær.

Den lærte mig, at den ikke var min fjende, men en budbringer – og når jeg ser tilbage i dag, ved jeg, at det blev starten på en ny måde at leve på. 

Gæsterne, der kommer og går

Da jeg først havde budt angsten indenfor, blev det lettere at åbne døren for de andre gæster: sorg, vrede, tvivl osv. Der kommer stadig ubehagelige besøg, men forskellen er, at jeg nu ved, at de alle har noget at bringe.

Vi kan ikke vælge, hvilke gæster livet sender. Nogle træder ind med tunge skridt, mens andre danser let ind i stuen. Men hvis vi tør byde dem velkommen – i stedet for at jage dem væk – sker der noget forunderligt: Vi opdager, at vi kan rumme mere, end vi troede og at det bliver langt lettere at tage imod besøg.

At have et hjem indeni

For mig er det blevet en måde at være i verden på: Når noget svært banker på, så ruller jeg løberen ud. Jeg siger ikke altid “kom indenfor” med et smil. Nogle dage står jeg tøvende i døråbningen, men jeg prøver at blive stående. At trække vejret. At lade følelsen få en stol at sidde på.

Nogle gæster bliver kun kort. Andre flytter ind for en stund. Men jeg ved nu, at det, der bliver mødt med opmærksomhed og venlighed, langsomt forandres.

Rumi skriver: “Vær taknemmelig for alt, der kommer, for hver eneste er sendt som en vejleder fra det hinsides.”

Sådan oplever jeg det også. De svære følelser har vist mig, hvor mine grænser går. De har lært mig at lytte, at sænke tempoet, at være blid mod mig selv.

De har givet mig en ro, der ikke handler om fravær af uro – men om evnen til at blive. Mit hus er ikke længere et sted, jeg prøver at holde rent for alt ubehag. Det er et levende hjem, hvor der er plads til hele mig – det lyse og det mørke, det rolige og det kaotiske. Og måske er det netop det, ro handler om: Ikke at slippe for gæsterne, men at vide, at vi kan tage imod dem, én efter én – og stadig have et hjem indeni.

Kamilla Christensen, Psykoterapeut MPF – København og Charlottenlund

Indlægget Om at finde ro i sig selv – i Gæstehuset blev først udgivet på Psykoterapeut København Kamilla Christensen.

Når jeg ser tilbage på mit liv, så genkalder jeg mig en del erfaringer med meget svære tider. Kriser om du vil. Med svære tab, fortvivlelse, angst, hjertesygdom, stresssygemeldinger, et brud, depression og gamle traumer. Min intention her er ikke at sætte spot på mig, men på det livsvilkår, vi alle før eller siden kommer i kontakt med. De vanskelige perioder i livet, som vi skal finde vej igennem.

Her er tre råd, jeg selv vender tilbage til. Måske kan de også støtte dig, hvis du står midt i det:

1. Erkend situationen – og opdag dig selv i den

Når vores liv pludselig ændrer sig, reagerer vi typisk instinktivt. Nogle forsøger at kontrollere eller flygte, andre reagerer med vrede eller gråd, og nogle går helt i stå. Alle tre er naturlige reaktioner.

Det første skridt mod at finde lidt mere ro er at opdage dig selv i din reaktion. At sige til dig selv: “Jeg er et meget svært sted lige nu og derfor føler og reagerer jeg sådan”.

Når vi møder os selv sådan, skaber vi en bedre kontakt til os selv. Vi skærper vores opmærksomhed på, hvad der rent faktisk sker nu og her – også selvom det er smertefuldt. Du kan forestille dig, at du træder ind i orkanens øje. Alt raser udenom, men du har fundet et sted, hvor du kan se klarere på, hvad der sker. Herfra vil du måske erfare, at du får mulighed for at møde dig selv med lidt mere forståelse.

2. Find omsorg og forståelse for dig selv

Når alt føles kaotisk, kan du styrke din balance ved at tale kærligt til dig selv. Du kan tænke på det som to indre stemmer: den fordømmende og frygtsomme op imod den omsorgsfulde. Prøv f.eks. at erstatte disse tanker:

• “Du er svag og kan ikke finde ud af noget” → “Det her er svært, og det er helt naturligt, at du reagerer”
• “Det bliver aldrig bedre” → “Lige nu er du hårdt ramt, og det er forvirrende. Det giver mening, at du er bange”
• ”Jeg klarer det ikke” → ”Kære dig, det bedste du kan gøre, er at tage bare en dag ad gangen. Det eneste du skal, er at passe på dig selv”

Det fjerner ikke det svære, det ved jeg godt, men når vi møder os selv med omsorg fremfor dom og med en ’kontakt til realiteterne, så hjælper det faktisk. For mig er det lettere at få kontakt til, når jeg er i naturen og måske kunne det også være en hjælp for dig; at gå en tur og møde dig selv fra et omsorgsfuldt sted? Forestil dig evt. at du har en skytsengel, som du kan kalde på og som vil hjælpe dig med at finde den varme og kærlige støtte, du har brug for. Det gør jeg selv.

3. Få hjælp – og husk dine grænser

Kriser kan vække dyb angst, fordi de rokker ved vores selvforståelse og ved det trygge og velkendte, men du behøver ikke stå alene i det. Psykoterapi, støttende fællesskaber eller fortrolighed med en ven kan være en vej til lindring og vækst.

At række ud er ikke et tegn på svaghed, men en måde at tage omsorg for dig selv på. Det er at tage hånd om egne begrænsninger og med det vil du måske opdage, at der står udstrakte hænder klar til at hjælpe dig? Prøv, vil jeg bare sige eller ræk ud til en professionel, som kan støtte dig igennem og styrke dig i processen. Det er et vigtigt skridt og før eller siden vil du forhåbentlig også opdage, at kriser altid rummer en dybere dimension og mulighed.

Ud over, at de minder os om, at vi ikke har fuld kontrol over livet – så giver de os også mulighed for at opdage nye sider af os selv. Personligt har jeg altid fået mere med end det tabte og en af gaverne er netop at erfare, at vi ikke behøver at gå vejen alene. I kontakten med os selv, til andre eller til ’noget der er større end os selv’, findes en enorm styrke, som kan løfte os videre.

Så hvis du står i det svære nu: vid, at din oplevelse er en del af det at være menneske. Og at du – netop dér, hvor alt synes mørkt – kan finde en vej til både lindring, mening og vækst. Livet er altid i forandring og på et tidspunkt lysner det igen.

Kamilla Christensen, Psykoterapeut MPF – København og Charlottenlund

Indlægget Du er ikke alene – 3 kærlige råd til mødet med livets svære tider blev først udgivet på Psykoterapeut København Kamilla Christensen.

Vi mennesker lærer tidligt, hvordan vi skal være i relation til andre. Gennem mødet med vores forældre aflæser vi, om der er plads til vores følelser, om vores behov bliver mødt – og hvad vi må lukke ned for, hvis de ikke gør. Med andre ord, ikke alle får den støtte de har brug for og nogle vil derfor udvikle overlevelsesstrategier for at bevare ‘følelsen af tryghed og tilknytning’ til relationen. Netop den problematik, kender jeg til og jeg ved derfor også, hvad det vil sige at sidde fast i uhensigtsmæssige og konfliktfyldte mønstre.

Jeg er selv vokset op i en familie, hvor der ikke var plads til mine følelser og behov. Dvs. jeg lærte, at det ikke er trygt at udtrykke ønsker eller behov. Jeg lærte også at blive rigtig god til at tilpasse mig, men jeg blev knap så god til at sætte grænser. Først som voksen har jeg tillært mig de færdigheder, som det kræver at mærke efter og sige højt, hvad jeg føler og har brug for. Det er bestemt ikke et easy-fix, men det kan lade sig gøre og det er netop det, jeg vil sætte fokus på her.

Jeg vil give et indblik i, hvordan vores tidlige erfaringer former vores måde at håndtere grænser og behov på. Jeg beskriver, hvordan mønstrene kan vise sig i dramatrekanten – og hvordan vi kan arbejde med at bryde dem ved at lære at håndtere vores følelser og behov på en mere hensigtsmæssig måde.

Gamle mønstre fastlåser relationen i konflikt

Mange opsøger psykoterapi, fordi de kæmper i deres relationer. Ofte føler de sig forvirrede: Er der noget galt med mig – eller med den anden?

Når vi står dér, handler det sjældent om, at der er noget galt med nogen af os – men om, at relationen er fastlåst i gamle mønstre. I stedet for at udtrykke følelser og behov klart, reagerer vi med anklager, forsvar eller tilpasning. Og så er dramaet i gang.

Dramaet starter og fastholdes

Dramaet starter, når en af deltagerne indtager en af de tre roller (offer, forfølger eller redder), hvilket trækker den anden ind i dramaet. Roller fastholdes, fordi vi reagerer på frygt og egocentriske behov frem for at handle ud fra et mere voksent og ansvarligt sted. På overfladen kan dramaet se ud som en kamp om magt eller skyld, men dybest set handler det om et ønske om tryghed, anerkendelse og nærhed – behov, vi ikke tør vise.

Rollerne i dramaet handler om frygt og mindreværd

• Offeret føler sig utilstrækkelig, magtesløs og uden handlemuligheder. Positionen giver en form for beskyttelse mod at mærke dybere følelser – men blokerer også for forandring
• Redderen forsøger at skabe værdi og undgå angst ved at hjælpe andre. Men hjælpen fastholder ofte offeret i afhængighed, fordi redderen ikke gør det muligt for den anden at tage ansvar for egne handlinger
• Forfølgeren holder andre nede med kritik, bebrejdelser eller dominans. Personen placerer ofte skylden uden for sig selv og fastholder dermed den anden i en offerrolle. Under overfladen gemmer der sig ofte frygt for sårbarhed og svaghed

Hvordan psykoterapi kan hjælpe

Som psykoterapeut er min opgave at støtte klienter i at blive bevidste om de gamle overlevelsesstrategier, de har udviklet og hvordan disse påvirker deres nuværende relationer. Dette hjælper dem med at mærke, udtrykke, forstå og danne mening over deres følelser og behov, hvilket er grundlaget for autentisk kommunikation.

I terapien kan man lære nye måder at være i relation på: at rumme følelser uden at blive overvældet, at udtrykke behov uden frygt og at finde balancen mellem egne og andres grænser.

Indsigter, der skaber forandring

For at kunne træde ud af dramaet i relationer, er det vigtigt at forstå nogle grundlæggende mekanismer:

1. Overlevelsesstrategier former vores adfærd
   • Vi lærer i barndommen, hvordan vi skal være for at få kærlighed, tryghed og tilknytning
   • Hvis der ikke var plads til at udtrykke følelser og behov, lærer vi at lukke ned for dem – og åbne for adfærd, der sikrer, at vi stadig kan høre til
   • Disse strategier var livsvigtige dengang, men spænder ofte ben for os i voksenlivet

2. Følelser og behov skal tages alvorligt
   • Primære følelser (sorg, glæde, vrede, frygt) er signaler, der guider os til sund handling
   • Når vi undertrykker vores primære følelser og behov, forsvinder de ikke – de finder blot andre veje. Ofte viser de sig som konflikter, følelsesmæssig reaktivitet og uhensigtsmæssige mønstre

Når vi begynder at se, hvordan vi selv er en del af mønsteret, kan vi også begynde at tage ansvar for at skabe forandring. I terapien arbejder vi derfor med at få øje på mønstrene, mærke de underliggende følelser og opdage, at vi kan vælge en ny vej.

Konkrete redskaber: Fra dramatrekant til balance

Vejen ud af trekanten handler om at træde ind i en voksen rolle, hvor følelser, fornuft og perspektiv kan balanceres. Jeg har givet nogle eksempler på det nedenfor, som viser forskellen og som du kan øve dig på:

1. Fra offer til selvansvarlig

• Umoden rolle: Jeg føler mig magtesløs og afhængig af, at den anden ændrer sig, før jeg kan få det godt. Tankerne kan lyde: “Der er noget galt med mig” eller “Det er uretfærdigt, at jeg behandles sådan.”
• Voksen rolle: Jeg anerkender mine følelser af sårbarhed og ser dem som signaler på, at jeg har behov, der skal udtrykkes. Jeg tager ansvar for at kommunikere dem klart og respektfuldt

2. Fra forfølger til grænsesætter

• Umoden rolle: Jeg reagerer med kritik, kontrol eller vrede, fordi jeg føler mig overset eller ikke respekteret. Jeg prøver at genvinde tryghed gennem magt
• Voksen rolle: Jeg mærker min frustration og bruger den konstruktivt til at sætte sunde grænser uden at nedgøre den anden. Jeg kan sige: “Her går min grænse, og det er vigtigt for mig, at du hører det.”

3. Fra redder til støttende

• Umoden rolle: Jeg tilsidesætter mine egne behov for at redde den anden. Jeg tror, relationen kun fungerer, hvis jeg tager ansvar for den andens følelser
• Voksen rolle: Jeg kan tilbyde støtte og omsorg uden at miste mig selv. Jeg respekterer både mine egne og den andens grænser og overlader ansvaret for følelser og handlinger til den, de hører til

Når du opdager, hvilken rolle du typisk falder i, kan du øve dig i at skifte til et mere voksent ståsted. Det handler ikke om perfektion, men om at skabe relationer, hvor du kan være tro mod dig selv – og samtidig møde andre på en sund og ligeværdig måde. Jeg håber du får nogle gode oplevelser, som vil vække din tro på, at det er muligt at ændre sig.

Kamilla Christensen, Psykoterapeut MPF – København og Charlottenlund

Indlægget Gør dig fri fra dramatrekanten: Forstå dine mønstre og skab bedre relationer blev først udgivet på Psykoterapeut København Kamilla Christensen.

Jeg vil guide dig på vej med tre selvregulerende vaner, som alle har til formål at bringe dig i tættere kontakt med dig selv – hvilket er selve modgiften til fastlåste tilstande som angst, nedtrykthed eller opgivenhed mm.

Hvorfor er kontakten vigtig? – Kontakten er vigtig, fordi den giver dig adgang til at mærke, hvad du sanser og føler i kroppen og når du kan det, bliver det også lettere for dig at forstå, hvad der er på spil hos dig og hvad du har behov for i situationen. Dvs. det bliver mere klart, hvordan du skal agere anderledes for at indfri dit behov og dermed starter forandringen. Den starter når du kommer til stede med dig selv.

Vane #1 – Begynd at se mere ærligt på dig

Når vi gerne vil have, at noget skal være anderledes, bliver vi også nødt til at forholde os til den realitet, at vi kun kan ændre på det, vi er bekendt med. Med andre ord, vi må turde se ærligt på os selv, hvis vi vil skabe forandring i vores liv og vi må skabe klarhed for os selv – og det kan vi bl.a. gøre ved at skabe afstand til vores tanker.

Så, mit første råd til dig, som er træt af kampene eller af flugten og den angst, som følger med – start med at sænke tempoet i dine tanker og begynd derfra at betragte dig selv med så meget åbenhed og venlighed, du kan finde frem.

I første omgang handler det om at få bremset tankerne og om at få skabt en arbejdsdistance, som giver plads til, at du kan forholde dig mere nysgerrigt til det, der foregår i tankerne eller i kroppen og følelserne for den sags skyld. Du kan starte med nedenstående lille øvelse, som hjælper dig ud af tanke-virvaret og væk fra identifikationen med tankerne.

Husk på, du er ikke dine tanker og dine tanker ikke er ultimative sandheder, det er bare tanker, så tro ikke på alt, hvad du hører.

Måske tænker du, når du læser dette – jamen, hvordan skal jeg så løse mit ’problem’, hvis jeg ikke skal gøre noget med det?

Det skal du ved først og fremmest at erkende, at du ikke kan løse noget, hvis du er hvirvlet ind i tankespindet. Du kan hverken se eller tænke klart derfra, fordi du utvivlsomt vil være spundet ind i frygtbårne tanker og overbevisninger, som ikke vil være til hjælp for din situation.

Når du er i tankespindet, er du ikke i kontakt. Du er i gang med at ’konstruere en virkelighed igennem tankerne’, mere end du ’er i selve virkeligheden’. Så vent med at ville forstå og handle på ’dit problem’ (det tankerne kredser om), indtil du er kommet mere til stede her og nu.

Vane #2 – Brug dit nærvær til at skabe ro

Brug dit nærvær til at skabe ro.

Måske tænker du allerede, hvordan kan jeg bruge mit nærvær, når det er netop det, jeg ikke formår at etablere?

Jeg ved det. Det er ikke et let råd, men det er den vej, der virker, hvis du vil have mindre angst – så måske er det et forsøg værd alligevel? Især hvis du allerede har forsøgt dig med en lang række andre strategier – uden held.

Du kender dem nok, de utal af måder, hvormed vi mennesker forsøger at undgå svære følelser og ubehag som angst.

Måske har din strategi været at ’undlade at forholde dig til virkeligheden’ eller at ty til adspredelser og aktiviteter? Måske har du påtaget dig en perfektionspræget eller kontrollerende adfærd? Eller måske lever du ubevidst under overbevisningen, hvis bare jeg forbedrer på mig selv eller udretter mere, så vil jeg få det bedre? Mange vil også forsøge at dulme uroen med alkohol, rygning, overtræning eller overspisning.

Hvad end du har forsøgt, er det alt sammen forståelige mekanismer, men desværre fører ingen af disse til mindre angst eller ubehag.

Det hjælper ikke at stritte imod eller benægte virkeligheden. Det hjælper simpelthen ikke og det er nok den vigtigste læring, jeg vil give videre. Det er en af de første og vigtigste erkendelser, du kan gøre dig, hvis du vil have det bedre.

Hvorfor virker dit nærvær mod angst?

Det er vigtigt at vide, at angst er ikke en følelse, som du skal lade dig guide af. Du skal mere se den, som en slags navnløs frygt, der signalerer om dysregulering i dit nervesystem og om manglende kontakt. Angsten er et signal om, at noget kræver din opmærksomhed og meget ofte er det en underliggende følelse eller et underliggende behov, som endnu ikke er blevet erkendt.

Så derfor hjælper det ikke at føje angsten, dvs. at løbe fra den. Det der hjælper, er at gå den modsatte vej, at være nysgerrig på den – i hvert fald, hvis du ønsker, at noget skal forandre sig. Det kan lyde kontraintuitivt, men tro mig, der findes en ro bag al modraset og den står til rådighed for dig hele tiden.

Roen kan blive tilgængelig for dig i det øjeblik, du tillader og møder dét, som udfolder sig her og nu.

Når du stopper med at fornægte eller kæmpe i mod og byder uroen, ubehaget eller hvad der nu lever ind og tillader dig at mærke det i kroppen. Lige der kan du få kontakt til dit ’nærværs kraft’ og med det, finder du roen.

Jeg siger ikke, at angsten vil forsvinde og aldrig komme tilbage, hvis du møder den sådan, men den kan falde til ro i disse øjeblikke igennem nærværet og kontakten med kroppen – og du kan arbejde på at bygge mere og mere ro ind i dit nervesystem på den måde. Det er din vej til at skabe mere grounding og genregulering af nervesystemet og dermed til mindre angst.

Så ultimativt er mit budskab, begynd at sanse din krop mere.

Mærk fødderne i jorden, mærk kontakten til stolen du sidder på, mærk mere og mere ind i kroppen og undersøg, hvad der lever der. Du kan også kaste dig ud i det allerede næste gang, du mærker noget ubehageligt bygge sig op. Så følg nedenstående øvelse:

Måske kan du komme i kontakt med en følelse, der lever sammen med ubehaget? Måske kan du nå ind til et sted, hvor der er overbærenhed med dig selv eller en ømhed for det, du står i?

Hvis du kan, er det muligt, at du vil erfare, at ubehaget stilner af. Det er det, der sker i mødet med dit nærvær – du får kontakt til din kerne af ro, som altid er at finde dybt inde bag det hele.

Du kan som alternativ også sætte et ’billede på’ og forestille dig, at du søger ind til din kerne af lys og varme. Til et sted, hvor der er rart og roligt at være. Når du får kontakt til den del, vil du opdage, at alt, hvad du møder med fra det sted, vil passere og opløse sig med overraskende fart. Du skal på en måde nå frem til, at ’også dette hører med’ – en accept af den tilstand og energi, som er – så stilner det af.

Vane #3 – Styrk kontakten til dine primære følelser

Det siges, at forandring opstår, når du bevæger dig fra en intellektuel forståelse af dig selv til en følelsesmæssig oplevelse af dig selv.

Med andre ord, du kan ikke få angst til at gå væk ved at kun at forstå mekanismerne omkring angsten, du må kaste dig ind i tilværelsen og få erfaringen på egen krop. Kun på den måde vil du erfare, at der er ro at hente i dit nærvær eller at der er ro at hente i kontakten med kroppen og følelserne (over tid). Du vil erfare på et dybere følelsesmæssigt plan, hvordan din fortælling om ’problemet’ og din tilhørende adfærd bidrager til og fastholder angsten.

En anden forklaring på ovenstående udsagn har at gøre med selve følelsernes funktion, som er at kommunikere omkring vores behov og organisere os til bestemte handlinger, som vil indfri ’behovet’. Når vi er i kontakt på en sådan måde, kan vi bruge følelserne konstruktivt til at skabe sunde handlinger for os selv. Vi bliver i stand til at regulere og forandre på vores tilstand og følelser, men det lader sig kun gøre, når vi har fat i de ’rigtige følelser’ (primære følelser) – for ellers vil vi blive ledt på vildspor.

Læs videre for at forstå hvorfor.

Funktionen af primære og sekundære følelser

Overordnet har vi brug for kontakten med vores følelser for at mærke, om noget føles rigtigt eller forkert, trygt eller utrygt eller for at mærke ind i, hvordan vi har det med os selv eller med andre. Følelserne sætter os i stand til at forstå, hvad vi har behov for i en situation og de organiserer os til passende handling – hvis der vel og mærket er tale om primære følelser.

Vi kan fx føle os kede af det og mærker, at vi har behov for at græde eller række ud efter kontakt, så vi kan finde trøst (tristheden reguleres). Vi kan føle os forurettet og mærker, at vi har behov for at sætte en grænse – så vi siger fra på en hensigtsmæssig måde (vreden reguleres). Sådan fungerer vi, når vi er i kontakt med vores primære følelser. Følelserne er guidende og hjælpsomme, fordi de er afstemt i styrke og passer til situationen og de vil hurtigt passere, fordi vi anerkender dem og møder dem med den rette handling.

Problemet opstår, når vi ikke er i kontakt med vores primære følelser, men i stedet med vores såkaldte sekundære følelser, dvs. følelser, der ikke er afstemt med situationen, vi står i.

De sekundære følelser er i stedet for reaktioner på ofte underliggende og uerkendte følelser. I de tilfælde kan vi ikke bruge følelserne konstruktivt, fordi vi vil være i kontakt med den forkerte følelse. Så i stedet for at udtrykke ked-af-det-hed, vil vi måske udvise vrede. Dvs. vi vil fx tage afstand fra folk, når vi i virkeligheden har behov for omsorg og kontakt, og dermed bliver vi ikke hjulpet ud af følelsen. Den hænger ved, hvilket også er kendetegnet ved de sekundære følelser.

Af den årsag har vi behov for at få kontakt med vores primære følelser – fordi de fører til integration og regulering, hvorimod de sekundære følelser får os til at køre rundt i de samme gamle automatiske og uhensigtsmæssige vaner. Nedenstående er en øvelse til at få kontakt til de primære følelser:

Jeg håber du kan bruge bare lidt af ovenstående og ellers er du også meget velkommen til at kontakte mig og få min hjælp til det.

Kamilla Christensen, Psykoterapeut MPF – København og Charlottenlund

Indlægget 3 selvregulerende vaner for dig, der ønsker mindre angst og overtænkning blev først udgivet på Psykoterapeut København Kamilla Christensen.

Hvad end du genkender her, så er disse reaktionsmønstre et udtryk for, at der er maladaptive følelser på spil. Dvs. der er tale om følelser, som ikke passer til situationen nu og her og som kalder på at blive reguleret eller transformeret. Så læs med i dette indlæg, hvor jeg introducerer 5 trin, som beskriver, hvad du kan gøre for at forstå og håndtere dine følelser bedre.

De 5 trin til at forstå og håndtere følelser

1. Forudsætninger for forandring af følelser
2. Mærk efter – vær i kroppen
3. Sæt ord på det, du mærker
4. Vurdér om følelsen er god for dig at følge
5. Find frem til følelsens budskab

Følelserne er din ’hjælpsomme guide’

Det kan være svært at tage ind, at følelser skulle være hjælpsomme, især hvis din erfaring er, at du har tendens til at sidde fast i dem eller hvis du har svært ved at styre dem eller forstå dem. I sådanne situationer er de heller ikke hjælpsomme, men hvis du tillader dem på trods og arbejder med dem, vil du opdage, at de stadig kan bringe meget værdifuld information.

Følelser ikke bare er noget, der sker for dig, og de er ikke uden for din kontrol. De er din personlige guide, som hele tiden bringer information om din trivsel og hjælper dig med at forstå, om noget er sundt eller usundt for dig. Hver følelse fungerer som et signal om et behov eller et ønske, og hver følelse sætter dig i position til at handle – for netop at imødekomme dette behov eller ønske. Dvs. når du lærer at afkode følelsernes budskab, så bliver det også mere klart, hvad du skal gøre eller ikke gøre for at få det bedre.

Regulering af følelser – hvad vil det sige og hvad er fordelene?

Regulering (og forandring) af følelser har som overordnet forudsætning, at vi er i stand til at mærke og italesætte, hvad der sker i os. Dvs. at vi formår at sætte ord på det, vi sanser fysisk i kroppen og at vi inddrager vores fornuft til at danne mening over følelsen. Med netop den kontakt og opmærksomhed får vi mange fordele givet:

• Vi får skabt afstand til selve følelsen
• Vi bliver ikke så let kapret af vores følelser (mindre reaktive)
• Vi får mulighed for at justere intensiteten af vores følelser
• Vi får lettere ved at træffe valg, fordi vi er i kontakt med vores primære følelser (guider motivation og handling)
• Vi får det bedre med os selv og i vores relationer, fordi vi er stand til at forstå og bruge følelserne konstruktivt

Hvordan kan du træne din evne til at forstå og regulere følelser?

1. Forudsætninger for forandring

Forandring af følelser forudsætter først og fremmest accept af tilstanden – Føler du dig fanget i en svær følelse som fx angst eller opgivenhed eller bare i en ubehagelig og uklar følelsesmæssig tilstand, så er første og vigtigste skridt at vedkende dig, at ’sådan har jeg det lige nu’. Det er ikke altid let, men det hjælper måske lidt, hvis jeg siger, at du kan betragte følelsen som et signal om et problem, du skal løse. Dvs. først må du vedkende ’problemet’ [= sådan har jeg det lige nu].

Vær bevidst om, at du har et valg – Føler du dig fx ’opgivende’, så husk på, at det ikke betyder, at du er fortabt og det betyder ikke at du skal handle på følelsen ved fx at give op. Du har altid et valg om, hvordan du reagerer på følelsen. Så start med at trække vejret dybt nogle gange og sig i stedet til dig selv ’nu prøver jeg at mærke efter og forstå, hvad det her handler om’.

2. Mærk efter – vær i kroppen

Tillad at mærke følelsen – En forudsætning for at forstå og regulere følelser indbefatter selvsagt, at du har kontakt med følelserne. Så prøv om du kan fokusere indad i din krop og beskrive for dig selv, hvad du mærker der. Måske er der noget, som snører sig sammen, eller der er uro i maven eller et område, som føles tungt eller anspændt? Det kan også være, at du mærker en ’hul fornemmelse’ eller noget helt andet. Sig det gerne højt for dig selv fx – ’jeg føler, at min hals snører sig sammen og der er en tryggende fornemmelse i brystet. Det er som om, der er en stor tung knude indeni’.

3. Sæt ord på det, du mærker

Sæt ord på følelsen – At sætte ord på en følelse, hjælper dig med at få lidt afstand til den (du adskiller dig) og det hjælper dig med at forholde dig lidt mere objektivt til den – uden at du ignorerer den. Så sæt gerne et navn på følelsen, hvis du kan, sig fx ’jeg føler opgivenhed’ og inddrag gerne nogle af de tanker, som fylder til at forstå følelsen bedre, fx:

Jeg føler mig tung og træt og gider ingenting. Jeg er træt af, at jeg ikke kan finde ud af at slappe af sammen med andre mennesker. De andre ser altid ud til at hygge sig meget mere end jeg gør og det gør, at jeg bliver usikker på, om de vil mig. Og så kommer alle de kritiske tanker om ikke at være god nok og de gør det endnu mere svært for mig at være til stede – så jeg trækker mig. Det er som om, jeg er helt alene i verden’.

Når du beskriver følelsen, får du lidt mere hånd om den, og det kan give en følelse af at være ’lidt mere i kontrol over situationen’, fordi du bedre forstår, hvad der sker. Det hjælper dig også med at definere selve ’problemet’ og dermed (over tid) med at forstå, hvad du skal gøre for at afhjælpe situationen – men inden du tager det skridt, skal du først vurdere om følelsen er den ’rigtige’ for den situation, du står i og dermed om den er sund for dig at følge.

4. Vurdér om følelsen er god for dig at følge

Følelsen er sund for dig at følge, hvis den passer til situationen – Følelser som ’passer’, er såkaldte primære følelser og de er kendetegnet ved, at de opstår i ’direkte relation’ til en situation. Dvs. det er en frisk følelse, som opstår i samme moment, noget sker og som også hurtigt vil fortage sig igen, hvis den bliver mødt og handlet på. Et eksempel kunne være, at du begynder at græde, fordi din kæreste fortæller dig, at han ikke ønsker et forhold længere. Her passer reaktionen og den informerer dig om, at du er ked og guider dig mod et aktuelt behov, som kunne være at række ud efter kontakt (omsorg) eller at finde trøst på anden vis. Den guider dig til at gøre noget, som får dig et bedre sted hen.

Følelsen er ikke sund for dig at følge, hvis den ikke passer til situationen – I eksemplet med opgivenhed, er følelsen ikke ’rigtig’ ift. situationen, fordi den er opstået og bliver hængende efter, at en situation er passeret og det samme ville gælde, hvis det var en tilbagevendende dårlig følelse. ‘Opgivelsen’ er derfor snarere en ’reaktion på noget’ – typisk en underliggende følelse, som endnu ikke er blevet erkendt. Den er, hvad man kalder maladaptiv – en sekundær følelse eller en såkaldt dækfølelse, som skygger for en anden følelse, hvilket kunne være kedafdethed eller vrede.

Et andet eksempel indenfor samme kategori kunne være, at du bliver vred og afvisende, selvom du i virkeligheden er ked af det og har brug for et kram. Vreden fungerer i det her tilfælde som en dækfølelse (måske fordi den er mere accepteret eller lettere at håndtere), men det er den underliggende primære følelse af ’ked-af-det-hed’, som du skal finde frem til og undersøge nærmere. Det er den, som kan guide dig til sund handling.

I andre sammenhænge, kan følelsen godt være ’rigtig’, men den er stadig maladaptiv, fordi den enten er overreguleret eller underreguleret. Dvs. den er ude af proportioner i intensitet og omfang ift. situationen. Eksempler på underregulerede følelser kunne være angst (ureguleret frygt), skam eller vrede. Når disse følelser tager overhånd, har det sjældent med situationen at gøre. De er ofte snarere et symptom på en dybereliggende følelsesmæssig problematik, som vedrører, hvordan du har det med dig selv – din selvopfattelse. Dvs. angsten eller skammen kan i virkeligheden være et udtryk for, at du dybt inde føler dig svag, uværdig, inkompetent eller forkert og disse følelser har meget ofte at gøre med ubearbejdede tidligere svigt, traumer eller med ureguleret gammel frygt. Det er et svært arbejde at gøre på egen hånd og det er derfor også ofte de typer af problematikker jeg møder i terapi – men du kan stadig godt være nysgerrig på at undersøge følelsen nærmere.

Dvs. når følelsen ikke passer, skal du bruge mere tid på dem på og prøve om du kan se bagom dem for at forstå, hvad der virkelig er på spil – eller du kan opsøge terapeutisk hjælp til processen.

5. Find frem til følelsens budskab

Undersøg den ‘rigtige’ følelses budskab – Når du er nået frem til en primær følelse, som passer til situationen, skal du bruge noget tid på at undersøge følelsen nærmere for at forstå, hvad dit behov er i situationen og hvad følelsen gerne vil have dig til at gøre. Hvis det fx var ked-af-det-hed, der gemte sig bag opgivelsen, så prøv om du bare kan være med følelsen og mærke dens fornemmelser i kroppen og sæt ord på den for at forstå den bedre. Du kan også stille dig selv forskellige spørgsmål for at blive mere klar på budskabet. Eksempler på spørgsmål kunne være:

• Hvornår kom følelsen til udtryk – i hvilken sammenhæng?
• Hvad skete der og hvad satte den i gang? – Hvis det fx var angst, hvad frygtede du så helt konkret i situationen?
• Var der evt. negative tanker og forestillinger, som udløste følelsen?
• Hvilket behov kunne følelsen være et udtryk for i den pågældende situation?
• Hvad kan du gøre for at indfri dit behov? – tænk i handlemuligheder

Jeg ved det er en svær proces, så forvent ikke mirakler bare sådan lige. Der skal meget træning til, men det hele starter med opmærksomheden på kroppen – så bare start der. Tag ‘træningen’ i små bidder og udvid processen i dit eget tempo. Det har jeg selv gjort (med terapeutisk hjælp) og jeg ved derfor, at det kan lykkes.

Kamilla Christensen, Psykoterapeut MPF København og Charlottenlund

Indlægget 5 trin til at forstå og regulere følelser blev først udgivet på Psykoterapeut København Kamilla Christensen.

Konflikter, usikkerhed eller angst i relationer er typiske problematikker, som mine klienter henvender sig med – eller de kommer fordi, de føler sig ensomme, forkerte, nedtrykte eller uengageret i deres liv. Sammenfaldende ser jeg ofte også, at de italesætter, at der må være noget galt med dem, siden de ikke kan få deres liv til at fungere – men det der snarere viser sig at være virkeligheden er, at der var noget galt med de vilkår, som de engang udviklede sig under. Derfor kæmper de med selvfølelsen og / eller med at indgå og være tryg i relationer.

Roden til problematikkerne

Det klienterne kommer med, er symptomer på og konsekvenserne af, at de tidligt i livet er blevet bremset i udviklingen af deres virkelige selv – dvs. i udviklingen af en sund psykologisk funktion, som først og fremmest muliggør evnen til at være med følelser af både positiv og negativ karakter samt evnen til at regulere dem. Det drejer sig også om en grundlæggende tillidsevne – til sig selv og andre, om at turde være åben i kærlighedsrelationer, om at stå ved sig selv (autonomi) samt evnen til at agere målrettet og turde udforske og udfolde ens unikke egenskaber og potentialer. Alt det har man til rådighed, når det virkelige selv udvikles og man udvikler også en klar opfattelse af, hvem man er og hvad man står for.

Det er derfor et stort og tragisk tab for enhver, som mister dén adgang til sig selv og af stor betydning at finde tilbage til det sunde udviklingsspor – men hvordan gør man det, når ens ’virkelige selv’ ligger hengemt i usunde tilpassede overlevelsesmønstre? Når ens virkelighed er bygget op af vrangforestillinger om, hvem og hvad man skal være? Når angst og usikkerhed dominerer og selvbilledet er i stykker? Det er, hvad det her blogindlæg vil handle om, udover at jeg vil give en baggrundsforståelse for, hvad det er for problematikker, som ligger grund for, at vi ’mister’ os selv.

Hvordan sker det, at vi ’mister’ vores virkelige selv?

’Tabet af det virkelige selv’ er en proces, som starter tidligt i livet – ofte indenfor de tre første leveår som en konsekvens af, at barnet ikke mødes med tilstrækkelig følelsesmæssig støtte og spejlende forståelse fra de nære voksne. Den mangelfulde omsorgsadfærd er sjældent et spørgsmål om ond vilje, men handler ofte om manglende evner for at forstå, rumme og regulere barnets følelser og behov. Ikke desto mindre har det store konsekvenser, idet adfærden forhindrer barnet i at lære sit eget indre liv at kende og blive sig selv.

Vi har brug for, at nogen viser os, hvem vi er

Barnet har brug for at få vist, hvem det er for at udvikle sin egen unikke personlighed – og det sker ved, at forældrene spejler barnet via deres ansigtsudtryk, gestik, ord og tonefald. På den måde lærer barnet om sit eget indre mentale liv og det er netop den oplevelse af at blive korrekt forstået, der regulerer barnets følelse og gør, at det bliver virkeligt og forståeligt overfor sig selv – og det er også det, som senere virker for den voksne i terapi, når det har slået fejl tidligt i livet.

Vi har som barn brug for tryghed, velvilje og accept for at udvikle sunde selvbilleder og vi har brug for ’spejlingen af de indre tilstande’ for at udvikle en forståelse for, hvad det er vi oplever og for at udvikle evnen til senere selv at kunne rumme, regulere, udtrykke og danne mening over vores indre mentale- og følelsesmæssige tilstande. Det er selve grundlaget, som sikrer os vores mentale trivsel og som giver os følelsen af berettigelse og evnen til at engagere os og udleve vores drømme og mål i livet.  

Utryg tilknytning hæmmer udviklingen af det virkelige selv

Så, hvad sker der, når samspillet mellem forældre og barn gentagne gange ikke udfolder sig optimalt? Når barnet ikke får hjælp til at forstå eller regulere sig selv – fordi forældre ikke selv er i kontakt med deres følelser eller ikke selv forstår og kan artikulere, hvad der sker hos barnet. Eller når barnet efterlades for meget alene eller gentagne gange bliver afvist eller misforstået i dets følelser og behov? Ja, så er konsekvensen, at en dyb grundangst aktiveres hos barnet – det skifter til ’overlevelsesmode’ så at sige eller med andre ord, det opgiver sin trygge tilknytning og dermed også udviklingen af sit ’virkelige selv’. Barnet går imod sig selv og overgiver sig i stedet til de ’fremmed perspektiver’, som gør sig gældende – dvs. til forældrenes holdninger og adfærd på godt og ondt. Havde barnet selv været i stand til at udtrykke dets oplevelse, kunne det måske have lydt som følgende;

Det er en overlevelsesstrategi – en illusion om tryghed, som hjælper barnet med at udholde den grundangst, som er aktiveret i manglen på de trygge, følelsesnære og forståelige voksne og som typisk forårsager, at barnet finder ind en enten utryg-undgående eller utryg-ambivalent tilknytning. Meget forsimplet kan man sige, at barnet lærer at være stille og klare sig selv eller det lærer, at det må larme og klamre sig ”for at få”.

Det får konsekvenser for den voksne   

Mange af de klienter, som jeg møder, kommer netop med problematikker, som har at gøre med utryg tilknytning og/eller identitetsproblematikker og der er ofte nogle centrale udfordringer, som går igen. Det er nogle af dem, som jeg vil udfolde lidt mere her.

Følelser overreguleres eller underreguleres   

Mange henvender sig i udgangspunktet, fordi de har det følelsesmæssigt svært – hvilket helt grundlæggende hænger sammen med, at de mangler evner for at være med og regulere følelser. De er udfordret ift. at forstå, udtrykke og danne mening over det, de mærker og mangler typisk også kontakten med deres behov, hvilket skaber problemer. Det er manglen på den mentaliserende voksne, som de mærker konsekvensen af – de har ikke lært at mentalisere over egne indre tilstande, hvilket både gør det svært at forstå sig selv og forstå andre. Dermed bliver det også svært at definere og udfolde sig selv samt at indgå i relationer.

Relationer er forbundet med svære følelser   

Rigtig mange har det svært i relationer og kæmper med svære følelser, som følge deraf. Nogle fortæller sig selv, at de ikke behøver andre, at de ikke ønsker et liv som andre. De har valgt selvstændigheden med tomheden og ensomheden som følge. Andre kæmper med at være opslugt af kontakten til nære andre og med den dybe angst for at miste. De har svært ved at stå selv, ved at stå ved dem selv og ved at ytre deres meninger – de er hele tiden på vagt for, om de vil blive fundet for svage, forkerte, for meget eller for lidt i andres øjne. Så de tilpasser sig og bruger deres fulde opmærksomhed på at sikre andres bekræftelse – men på bekostning af dem selv og egne behov. Andre svinger et sted derimellem.

Kontrol, angst og grænseproblematikker er temaer, som ofte dukker op

Livet er ganske enkelt besværligt, idet det både er svært at være sig selv og svært at være i relation – fordi det er forbundet med usikkerhed, mistillid og med angsten for at miste dels sig selv eller den anden eller det er forbundet med konflikter. Nogle oplever, at det bliver for udmattende pga. den kontrol, de kræver for at kunne at indgå i relationen og for at holde angsten fra døren og igen andre oplever, at det bringer grænseløs kontakt med sig – at de bliver grænseovertrådt, fordi de ikke formår at sige fra. Der er mange forskelligartede problematikker og det er for mig ikke svært at forstå, at det for nogle ender med at give mere mening at give op. Det er mere tåleligt end at skulle navigere med angst, ensomhed, tomhed, håbløshed osv. De overvejelser har jeg også selv været omkring for længe siden, men heldigvis gav jeg ikke op.

Selvkritik er en central problematik

Nærmest alle klienter, som jeg møder, har en indre kritisk dæmon med sig. En indre, selvsaboterende stemme, som viser sig i form af selvnedgørende og selvfordømmende tanker og som fastholder dem i et negativt selvbillede, med forvrængede forventninger til, hvordan andre vil møde dem og med overbevisningen om, at de ikke er gode nok, dygtige nok, stærke nok osv. – ultimativt, at de er forkerte og at de ikke kan elskes, som de er.

Det er den selvmodarbejdende stemme, der er udviklet som en konsekvens af opgivelsen af det virkelige selv, som de kæmper med. De er splittet imellem at følge den stemme og følge deres virkelige selv. Problemet er bare, at når de følger deres ’virkelige selv’, så opstår konflikten – den gamle angst vækkes og det er en svær problematik at bryde ud af, men det kan lade sig gøre.  

Vejen tilbage til det virkelige selv 

Så tilbage til udgangspunktet – hvordan finder man tilbage til sit trygge, unikke selv, når fundamentet for ens personlighed står vaklende og ude af balance?

Det er for det første ikke noget man ’bare lige gør’, vil jeg sige – og her taler jeg også af personlig erfaring. Det er for alle en livslang opgave at udvikle sig til at blive et differentieret menneske – dvs. at nå til en vist niveau af balance, hvor man er i stand til at bevare en åben og tæt følelsesmæssig kontakt med andre, uden at miste selv. Det er en evne, som vi udvikler og forfiner igennem hele livet, hvilket er et vigtigt perspektiv at have for øje. Det handler altså ikke om at komme hurtigt frem, for det kan ikke lade sig gøre, men om at tage mange små skridt, som dybest set alle bidrager til, at vi tilegner os den tryghed, sikkerhed og det selvværd og den berettigelse, som ikke blev os givet. Det handler om at udvikle de evner, som ikke fik lov at udfolde sig – og det er det, som du kan få hjælp til igennem psykoterapien. Eksempelvis;

#1 Evnen til at have tillid til sig selv og andre – evnen opbygges igennem tilegnelsen af nye positive oplevelser i mødet med andre samt igennem indsigten i os selv. I takt med, at vi bliver bedre til at forstå os selv og til at lytte efter egne behov, opbygger vi mere tillid til, at vi selv og andre ikke vil svigte.

#2 Evnen til at håndtere følelser konstruktivt – handler om evnen til at være med, forstå, udtrykke og danne mening over såvel positive som negative følelser samt evnen til at mildne følelser, så man ikke diskuterer dem igen og igen eller sidder fast i dem.

#3 Evnen til at udvise autonomi ift. andre – handler bl.a. om at finde ud af, hvem er jeg og hvad ønsker jeg mig i livet? Hvad vil jeg og hvad vil jeg ikke? Det handler om at træne evnen til at stå ved sig selv i mødet med andre – om at udvikle selvstændighed og selvbestemmelsesret

#4 Evnen til mentalisering – handler om at blive i stand til at forstå og danne mening over egne og andres adfærd ud fra kontakten til indre mentale tilstande som følelser, impulser og tanker. I takt med at mentaliseringen stiger, stiger også vores evne til at reagere på en afbalanceret måde ift. personer, hændelser eller situationer, hvilket skaber grobund for sundere selvbilleder og relationer.

#5 Evnen til følelsesmæssig intimitet – handler om at opbygge tilstrækkelig tryghed og tillid i relationer, som muliggør en åben og ærlig følelsesmæssig kontakt.

#6 Evnen til initiativ og målrettethed – handler om at få kontakt med egne ønsker og drømme samt om at træne evnen til at turde udforske og forfølge egne mål, på trods af at de måske vil blive udfordret.

Igennem disse tiltag, udvikler vi vores personlighed, vores selvværd, sikkerhed og tryghed i den vi er og får en klarere fornemmelse for, hvem vi er og hvordan vi adskiller os fra andre. Vi udvikler måden vi er på sammen med andre. Det er nøglerne til mental trivsel og det er den rejse, som du påbegynder, når du starter i terapi.

Indlægget Hvad er der galt med mig, siden jeg ikke kan få mit liv til at fungere? blev først udgivet på Psykoterapeut København Kamilla Christensen.