Du er ikke alene – 3 kærlige råd til mødet med livets svære tider

Når jeg ser tilbage på mit liv, så genkalder jeg mig en del erfaringer med meget svære tider. Kriser om du vil. Med svære tab, fortvivlelse, angst, hjertesygdom, stresssygemeldinger, et brud, depression og gamle traumer. Min intention her er ikke at sætte spot på mig, men på det livsvilkår, vi alle før eller siden kommer i kontakt med. De vanskelige perioder i livet, som vi skal finde vej igennem.

Her er tre råd, jeg selv vender tilbage til. Måske kan de også støtte dig, hvis du står midt i det:

Når vores liv pludselig ændrer sig, reagerer vi typisk instinktivt. Nogle forsøger at kontrollere eller flygte, andre reagerer med vrede eller gråd, og nogle går helt i stå. Alle tre er naturlige reaktioner.

Det første skridt mod at finde lidt mere ro er at opdage dig selv i din reaktion. At sige til dig selv: “Jeg er et meget svært sted lige nu og derfor føler og reagerer jeg sådan”.

Når vi møder os selv sådan, skaber vi en bedre kontakt til os selv. Vi skærper vores opmærksomhed på, hvad der rent faktisk sker nu og her – også selvom det er smertefuldt. Du kan forestille dig, at du træder ind i orkanens øje. Alt raser udenom, men du har fundet et sted, hvor du kan se klarere på, hvad der sker. Herfra vil du måske erfare, at du får mulighed for at møde dig selv med lidt mere forståelse.

Når alt føles kaotisk, kan du styrke din balance ved at tale kærligt til dig selv. Du kan tænke på det som to indre stemmer: den fordømmende og frygtsomme op imod den omsorgsfulde. Prøv f.eks. at erstatte disse tanker:

  • “Du er svag og kan ikke finde ud af noget” → “Det her er svært, og det er helt naturligt, at du reagerer”
  • “Det bliver aldrig bedre” → “Lige nu er du hårdt ramt, og det er forvirrende. Det giver mening, at du er bange”
  • ”Jeg klarer det ikke” → ”Kære dig, det bedste du kan gøre, er at tage bare en dag ad gangen. Det eneste du skal, er at passe på dig selv”

Det fjerner ikke det svære, det ved jeg godt, men når vi møder os selv med omsorg fremfor dom og med en ’kontakt til realiteterne, så hjælper det faktisk. For mig er det lettere at få kontakt til, når jeg er i naturen og måske kunne det også være en hjælp for dig; at gå en tur og møde dig selv fra et omsorgsfuldt sted? Forestil dig evt. at du har en skytsengel, som du kan kalde på og som vil hjælpe dig med at finde den varme og kærlige støtte, du har brug for. Det gør jeg selv.

Kriser kan vække dyb angst, fordi de rokker ved vores selvforståelse og ved det trygge og velkendte, men du behøver ikke stå alene i det. Psykoterapi, støttende fællesskaber eller fortrolighed med en ven kan være en vej til lindring og vækst.

At række ud er ikke et tegn på svaghed, men en måde at tage omsorg for dig selv på. Det er at tage hånd om egne begrænsninger og med det vil du måske opdage, at der står udstrakte hænder klar til at hjælpe dig? Prøv, vil jeg bare sige eller ræk ud til en professionel, som kan støtte dig igennem og styrke dig i processen. Det er et vigtigt skridt og før eller siden vil du forhåbentlig også opdage, at kriser altid rummer en dybere dimension og mulighed.

Ud over, at de minder os om, at vi ikke har fuld kontrol over livet – så giver de os også mulighed for at opdage nye sider af os selv. Personligt har jeg altid fået mere med end det tabte og en af gaverne er netop at erfare, at vi ikke behøver at gå vejen alene. I kontakten med os selv, til andre eller til ’noget der er større end os selv’, findes en enorm styrke, som kan løfte os videre.

Så hvis du står i det svære nu: vid, at din oplevelse er en del af det at være menneske. Og at du – netop dér, hvor alt synes mørkt – kan finde en vej til både lindring, mening og vækst. Livet er altid i forandring og på et tidspunkt lysner det igen.

Kamilla Christensen, Psykoterapeut MPF – København og Charlottenlund

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *