Typiske problematikker omkring angst

Præstationsangst

Angsten er forbundet med præstationer, eksaminer eller situationer, hvor der er noget på spil eller hvor vi skal ’være på’ – og tilstanden opretholdes ofte af høje forventninger eller urealistiske krav i forhold til, hvad vi skal kunne eller være.

For sådanne situationer, hvor der er noget på spil, er det naturligt, at vi oplever forhøjet energi eller nervøsitet (vi er klar og det er sundt nok), men når tilstanden slår over i intens stress, uro og ubehag eller i udmattende øvelser, som handler om at forberede eller gardere sig imod det, der potentielt kan gå galt, kan det være et tegn om, at der er en underliggende og uhensigtsmæssig mekanisme på spil – eller det er i hvert fald et signal om, at der er behov for et virkelighedstjek.  

Problematikken med præstationsangst kan være et resultat af mange forhold – fx en tillært adfærd, som er opstået i barndom- eller ungdomsårene. Måske lærte vi, at vi skulle præstere eller udrette noget for at få ros og vi udviklede derudaf overbevisningen ’jeg er kun noget, når jeg kan / gør noget’ – hvilket forståeligt nok lægger pres på ift. at skulle levere.

Panikangst

Angsten opstår som lyn fra en klar himmel og kan udspringe af helt almindelige hverdagssituationer, men bliver dog ofte, over tid knyttet til ’noget bestemt’. Fx det at være et sted med mange mennesker eller til situationer, hvor der ikke er mulighed for at bevæge sig væk, som i en bus.

Panikangst leder desværre ofte til mere panikangst (angsten for angsten), hvilket hænger sammen med, at vi overvurderer sandsynligheden for, at noget slemt vil ske igen og/eller vi undervurderer egne evner ift. at handle i en given situation eller til at modtage støtte og på den måde ruller det ubehagelige mønster.

Panikangst kan indimellem opstå ud af en tilfældighed, men kan også være et udtryk for at vi er overbelastede eller stressede og af den årsag reagerer kraftigere og mere ængsteligt end normalt. Hvad end der udløser panikangsten, er det ofte et signal om, at der ’noget’ vi skal forholde os til. Det kan fx være et umødt behov for at føle os trygge eller behovet for at udvikle mere livsmod eller for at lære at takle livets udfordringer og uvisheder. Hvad end, der igangsætter, er panikangst en klar invitation til at undersøge, hvad det er for tanker, følelser eller tilstande, som unødigt og overdrevent aktiverer alarmsystemet.

Social angst / angst i relationer

Social angst er angst, som viser sig i relation til andre og som kan komme til udtryk både i de nærmeste relationer, i relation til nye mennesker eller i situationer, hvor der fx er mange mennesker. Roden til social angst er ofte at finde i vores erfaringer fra tidlige relationer i barndommen, men den kan også udvikle sig på anden vis.

Når angsten vokser sig ud af dens naturlige proportioner og bliver til irrationel frygt ift. helt almindelige interaktioner med andre mennesker, kan det være et signal om, at vi bærer på en ureguleret frygt og et resultat af, at vi har følt os truet i for høj grad og for længe. Dvs. vi har ikke været i stand til at fjerne os fra en gentagen og faretruende situation (fx en utilregnelig, kritiserende eller skræmmende forælder) og vi har dermed ikke kunne regulere os ud af tilstanden og/eller vi har ikke haft adgang til regulering igennem andre.

Det er her, at kimen til den relationelle angst kan opstå. Problemet opstår, fordi vores naturlige alarmsystem (frygt-systemet) bliver så højaktiveret, at det fejler – dvs. det overtages af den mere permanente og ukonkrete tilstand af angst. En tilstand, som ofte kun vil vokse sig større, jo længere tid der går, før vi får hjælp til regulering – og som vi kommer til at fastholde igennem frygtsomme tanker og overbevisninger samt med vores negative forventninger til det, der måtte ligne den tidligere udløsende situation.

Med andre ord, vi lever efter gamle programmeringer, som fortæller os, at vi i samspillet med andre er i fare for at blive kritiseret, ydmyget, skældt ud eller forladt, hvis vi vover at være os selv eller vover at tage plads. Så det gør vi naturligvis ikke – vi gemmer os.

Tilknytning og angst

Tilknytning handler om, hvordan vi indgår i kontakt og knytter følelsesmæssige bånd til nære andre og er en slags indre arbejdsmodel, som vi opbygger og tillærer igennem de tidligste interaktioner med vores omsorgspersoner. Vores tilknytningsstil får derfor også stor betydning for, hvordan vi kommer til at være i verden og udgør selve fundamentet for, hvordan vi kommer til at få det med os selv og med andre – i bund og grund, om vi er trygge eller ej.

Tryg tilknytning giver selvværd og sunde relationer

Den trygge tilknytning er et resultat af en overvejende sund interaktion med vores forældre, hvor vi er blevet mødt med accept, forståelse, omsorg og opmærksomhed ift. vores fysiske og emotionelle behov. Det er et mønster, som er funderet i tryghed og som leder til opbygningen af positive selvbilleder og til, at vi får skabt en grundlæggende tillid til os selv og andre.

Vi har lært, at vi kan være, den vi er i relation til nære andre og vi har lært at være med samt at forstå og regulere egne følelser – netop fordi vi er blevet accepteret, forstået og spejlet korrekt af vores forældre. Af den årsag er vi også i stand at danne mening over os selv og til at kommunikere, hvad vi tænker, føler og har behov for i samspillet med andre. Vi opererer så at sige ud fra trygge indre ’arbejdsmodeller’, som er kendetegnende for det sunde selvværd og sunde relationer.

Utryg tilknytning fører ofte til dyb mistillid og angst

Utryg tilknytning er et resultat af, at vi ikke er blevet mødt med tilstrækkelig responsitivitet fra vores forældre – måske fordi de var fraværende, dominerende eller manglede evner for at forstå og rumme vores følelser og behov. Dvs. vi fik ikke den trøst og følelsesmæssige regulering, som vi havde behov for og vi blev ikke korrekt eller tilstrækkeligt spejlet – så vi lærte ikke at forstå os selv og lærte ikke at tolerere, regulere eller forstå vores indre liv.

Læringen af et sådan samspil er, at vi må tilpasse os – dvs. opbygge forsvar. Det er vores naturlige reaktion på at bevare kontakten og følelsen af ’tryghed og samhørighed’ til vores nære andre. Konsekvensen deraf er desværre, at vi tilegner os en negativ selvforståelse og negative forventninger til andre – og vi udvikler ikke mindst en grundlæggende mistillid og angst i relationer.

Forsvarene kan give sig udslag i en enten undgående tendens eller ængstelig adfærd i samværet med andre, hvor vi enten giver køb på samhørigheden eller på vores selvstændighed. Vi har med andre ord svært ved at indgå i balancerede relationer, fordi vi mangler kontakt til vores eget selv og til vores følelser og behov, som skal guide os til at etablere sunde relationer.

Vi opererer så at sige ud fra negative indre arbejdsmodeller om, hvem vi tror, vi skal være for at tilfredsstille andre – og det er derudaf, at den dybe angst springer. Det er angsten for at blive forladt eller for at stå udenfor fællesskabet eller det er frygten for skammen – for at blive afvist, ydmyget eller skældt ud, hvis vi udtrykker, det vi føler, ønsker eller har behov for.