Angst er signal du bør lytte til
At have angsten tæt inde på livet er sårbart og det er derfor også naturligt at spørge sig selv: Hvorfor sker det her for mig? Hvad er der galt med mig?
Men angst er ikke et tegn på, at der er noget galt med dig – angst er en naturlig del af livet. Det er et vilkår, som vi alle møder i større eller mindre grad. Eller man kunne sige, det er prisen for livets usikkerhed og uvished, både når vi kaster os ud i det og når vi kæmper imod.
Hvornår skal du tage angsten seriøst?
Angst er et vilkår, som vi alle dealer med – men hvornår er den så ikke indenfor rammen af det forventelige for os mennesker?
Det er den ikke, hvis den giver dig ondt i maven og ubehag på daglig basis eller hvis du oplever, at den spænder ben for din dagligdag. Med andre ord, vi skal ikke acceptere en tilstand, som får os til at undgå og lave krumspring i forhold til helt almindelige og fredelige hverdagssituationer. Det er her, angsten går fra at være indenfor rammen af det forventelige til at en overdreven og unaturlig tilstand – og det er her, at du med rette skal søge hjælp.
Angst er ikke en følelse
Set i et emotionsfokuseret perspektiv, er angst ikke som vores øvrige primære følelser, der på tilpasset og hjælpsom vis guider os til ‘sund handling’ – som fx frygt, der hjælper os med at reagere hurtigt, når vi har brug for at flytte os væk fra en faretruende situation eller som vrede, der signalerer, at der er noget galt med den situation, vi står i og som hjælper os med at sætte grænser eller stå op for os selv.
Angst fungerer ikke sådan, men er snarere en respons på en trussel, som vi opfatter i sindet. Det er en respons på en usikkerhed i os, som får os til at føle os i fare – også selvom, vi ikke reelt er det.
Den er, hvad man ville kalde sekundær og maladaptiv tilstand, hvilket betyder, at;
- Den er ikke er tilpasset til situationen nu og her
- Den vil ofte være ude af proportioner med den reelle fare
- Den vil have tendens til at blive hængende og til at bringe vedvarende stress, ubehag og uro
Netop af den årsag, kan vi heller ikke bruge angsten til at flytte os ud af tilstanden, men vi kan bruge den som et signal om, at der er noget uhensigtsmæssigt på spil, typisk en underliggende indre konflikt og vi kan bruge angsten som brændstof til at udvikle os.
Det er den vej, jeg som psykoterapeut kan gå med dig, når du er klar. Tag gerne fat i mig for en afklarende samtale, hvis du ønsker at høre mere om, hvordan jeg arbejder med angst, eller du kan læse videre her på siden.
