Da jeg første gang læste Rumis digt Gæstehuset, vakte det en dyb genkendelse – som om noget faldt på plads i mig. Digtet beskriver, hvordan vi skal byde alle livets gæster velkommen i os selv – også dem, vi helst vil lukke døren for: den mørke tanke, skammen, angsten, vreden osv. “Mød dem alle ved døren med et smil,” skriver Rumi.
Det ramte mig, fordi jeg i store dele af mit liv netop ikke havde gjort det. Ubevidst havde jeg sørget for ikke at være hjemme – for på den måde at undgå de uønskede gæster. Eller rettere: jeg havde barrikaderet alle døre og vinduer, så intet kunne slippe ind eller ud.
Når vi lukker af for os selv
Det samme ser jeg hos mange af mine klienter – at de har lukket af for deres indre følelsesliv og kæmper for at holde sammen på det ydre. Mange af os har lært netop det: at gå uden om følelserne og i stedet handle ud fra idealbilleder, tanker eller ydre krav, der ikke er forankret i os selv.
Ofte fordi noget indeni er for svært at rumme. Men når vi går ad den vej, fjerner vi os fra os selv og risikerer at betale en høj pris – at miste forbindelsen til os selv og fornemmelsen af, hvad vi egentlig vil med livet.
Så her får du min rejse hjem. Måske kan den inspirere dig til at søge indad og blive mere nysgerrig på det, der lever i dig – på de følelser, der banker på din dør. Rumi skriver, at alle gæster kommer med et budskab, og ja – det er også min erfaring.
Min første gæst: angsten
At undgå koster energi. Det sandhed måtte jeg selv erkende – for naturligvis kom der et tidspunkt, hvor jeg ikke længere kunne holde mine døre og vinduer lukkede og den første gæst, som troppede op, var angsten.
Den havde ventet længe og var ikke indstillet på et kort visit. Uanset hvor meget jeg forsøgte at holde døren lukket, fandt den altid en sprække og jo mere jeg strittede imod, jo hårdere bankede den på.
Modstand var tydeligvis ikke en vej frem..
Jeg ved ikke, om det var udmattelsen efter den lange kamp, der fik mig til at ændre kurs – men jeg tror det. Jeg blev simpelthen for træt. Jeg husker tydeligt beslutningen om at åbne op – eller måske bare følelsen af, at jeg ikke længere havde et valg.
Det føltes som åbent hus, da jeg først gjorde det og det blev til mange svære år med mange svære gæster – og ja med angsten som den første, jeg tog imod.
Når man tør blive
Det er ikke svært at forestille sig, at det ikke er let at gå direkte ind i det, man helst vil undgå. Det ved du sikkert også, hvis angsten bor hos dig. Så det var med bæven, skam og frygt, jeg tog imod den – og det var ikke rart.
Men på et tidspunkt opdagede jeg, at når jeg blot holdt øje med den – altså ikke ignorerede den – så faldt den lidt mere til ro.
Angsten blev på en måde en slags følgesvend, som jeg tillod at være der, imens jeg gjorde det, livet nu kræver. Nogle gange faldt den helt til ro, bare fordi jeg ikke flygtede. Det var som om, den sagde: “Hey, glem mig ikke.”
Angsten blev begyndelsen på min indre kontakt – en påmindelse om at forblive hjemme i mig selv. Ikke at stikke af, som jeg plejede. Jeg begyndte at lytte i stedet for at lukke af og opdagede, at angsten pegede på noget meget vigtigt: mine behov. Behovet for kontakt, tryghed, pauser og nærvær.
Den lærte mig, at den ikke var min fjende, men en budbringer – og når jeg ser tilbage i dag, ved jeg, at det blev starten på en ny måde at leve på.
Gæsterne, der kommer og går
Da jeg først havde budt angsten indenfor, blev det lettere at åbne døren for de andre gæster: sorg, vrede, tvivl osv. Der kommer stadig ubehagelige besøg, men forskellen er, at jeg nu ved, at de alle har noget at bringe.
Vi kan ikke vælge, hvilke gæster livet sender. Nogle træder ind med tunge skridt, mens andre danser let ind i stuen. Men hvis vi tør byde dem velkommen – i stedet for at jage dem væk – sker der noget forunderligt: Vi opdager, at vi kan rumme mere, end vi troede og at det bliver langt lettere at tage imod besøg.
At have et hjem indeni
For mig er det blevet en måde at være i verden på: Når noget svært banker på, så ruller jeg løberen ud. Jeg siger ikke altid “kom indenfor” med et smil. Nogle dage står jeg tøvende i døråbningen, men jeg prøver at blive stående. At trække vejret. At lade følelsen få en stol at sidde på.
Nogle gæster bliver kun kort. Andre flytter ind for en stund. Men jeg ved nu, at det, der bliver mødt med opmærksomhed og venlighed, langsomt forandres.
Rumi skriver: “Vær taknemmelig for alt, der kommer, for hver eneste er sendt som en vejleder fra det hinsides.”
Sådan oplever jeg det også. De svære følelser har vist mig, hvor mine grænser går. De har lært mig at lytte, at sænke tempoet, at være blid mod mig selv.
De har givet mig en ro, der ikke handler om fravær af uro – men om evnen til at blive. Mit hus er ikke længere et sted, jeg prøver at holde rent for alt ubehag. Det er et levende hjem, hvor der er plads til hele mig – det lyse og det mørke, det rolige og det kaotiske. Og måske er det netop det, ro handler om: Ikke at slippe for gæsterne, men at vide, at vi kan tage imod dem, én efter én – og stadig have et hjem indeni.
Kamilla Christensen, Psykoterapeut MPF – København og Charlottenlund