Kender du til følelsen af at kæmpe med dig selv og dine følelser?
Det kan være, at du har svært ved at finde ro, stole på andre eller føle dig helt tryg i relationer – uden helt at forstå hvorfor.
Måske oplever du også, at du reagerer stærkere, end situationen kalder på, og bagefter skammer dig over det. Måske er du ofte på overarbejde, fordi du ikke vil belaste andre med dine følelser. Eller fordi du tager andres energi, stemninger og signaler ind og hele tiden forsøger at tilpasse dig.
Gennem tiden har du måske tænkt om dig selv:
“Jeg har det ikke så let med følelser”
“Jeg er bare meget følsom.”
“Der er nok bare noget i vejen med mig.”
Mange tænker ikke nødvendigvis på disse oplevelser som traumer og måske gør du heller ikke.
For nogle mennesker kan disse mønstre dog have rod i erfaringer fra barndommen – det, man i dag kalder udviklingstraumer.
Så hvad betyder udviklingstraumer egentlig, og hvordan hænger de sammen med traumer fra barndommen?
Hvad er udviklingstraumer – og hvordan hænger de sammen med traumer fra barndommen?
Begrebet udviklingstraumer bruges typisk om de psykiske og kropslige følgevirkninger, der kan opstå, når et barn over længere tid lever med utryghed, følelsesmæssig forsømmelse, grænseoverskridelser, uforudsigelighed, skam, manglende omsorg eller andre former for belastning i de relationer, barnet er afhængigt af.
Det handler altså ikke kun om enkeltstående chokoplevelser, men ofte om belastninger, der gentager sig eller varer ved over tid og som kan skabe en række forskellige vanskeligheder senere i livet.
Hvordan opstår udviklingstraumer?
Når der er tale om udviklingstraumer, er det vigtigt at nævne, at de ikke kun handler om de oplevelser, et barn udsættes for. Det handler også om, hvorvidt der er en tryg voksen til at hjælpe barnet med at forstå og regulere det, der sker.
Hvis et barn oplever noget svært, men har en stabil og omsorgsfuld voksen, kan belastningen ofte blive mindre overvældende. Men hvis barnet står alene med sine følelser eller hvis utrygheden netop findes i de nære relationer, kan belastningen sætte sig dybere i barnets nervesystem.
Derfor er relationer en afgørende del af, hvorfor nogle belastninger udvikler sig til traumer fra barndommen, mens andre ikke sætter samme spor.
Mange voksne med barndomstraumer kan fx senere genkende, at deres opvækst var præget af nogle af følgende forhold:
• følelsesmæssig forsømmelse
• vedvarende kritik, skam eller afvisning
• psykisk vold
• fysisk vold
• seksuelle grænseoverskridelser eller overgreb
• uforudsigelige eller kaotiske familieforhold
• omsorgspersoners misbrug, psykisk sygdom eller fravær
• et hjemmemiljø præget af konflikt, frygt eller manglende tryghed
Hvordan viser traumer fra barndommen sig hos voksne?
Symptomerne hos voksne med barndomstraumer ligner ikke altid det, mange forbinder med et klassisk traume.
Nogle oplever flashbacks og mareridt, mens andre især mærker uro, tomhed, skam, selvkritik, følelsesmæssig overbelastning eller tilbagevendende problemer i nære relationer.
Hos voksne kan traumer fra barndommen blandt andet komme til udtryk på følgende måder:
1. Følelser kan være svære at regulere
Man kan blive hurtigt overvældet, lukke ned eller reagere kraftigere, end man selv forstår. Nogle oplever også at svinge mellem at føle meget og næsten ingenting og bagefter skamme sig over deres reaktioner.
2. Vedvarende indre uro eller alarmberedskab
Nogle lever med et nervesystem, der konstant er på vagt. Det kan vise sig som anspændthed, søvnproblemer, irritabilitet, koncentrationsbesvær eller en følelse af aldrig rigtig at kunne slappe af. For nogle viser det sig også som en tendens til hele tiden at have antennerne rettet mod andre.
3. Skam, skyld og en grundlæggende følelse af at være forkert
Mange voksne med barndomstraumer bærer på en dybt rodfæstet oplevelse af, at der er noget galt med dem. Ikke bare at de gjorde noget forkert, men at de er forkerte. Det viser sig ofte i deres selvfortællinger om, hvem de er – og om det, de kke formår at være.
4. Relationsvanskeligheder
Mange af de klienter, som henvender sig til mig, gør det, fordi de er udfordret i deres relationer. De kan fx have svært ved at stole på andre, sætte grænser, mærke egne behov eller være i nære relationer uden at blive bange, usikre, tilpasningsorienterede, kontrollerende eller følelsesmæssigt utilgængelige.
5. Dissociation, følelsesløshed eller “frakobling”
Nogle reagerer ikke primært med angst og uro, men med tomhed, udmattelse, følelsesløshed eller en oplevelse af at være væk fra sig selv. Det er kroppens måde at beskytte sig på, når belastningen bliver for overvældende.
6. Gentagelse af gamle mønstre
Man kan ubevidst komme til at vælge relationer, arbejdsfællesskaber eller livsvilkår, hvor gamle roller genopstår: den ansvarlige, den usynlige, den tilpasningsdygtige, den overpræsterende eller den, der altid må klare sig selv.
Det er ikke et tegn på svaghed, men ofte et tegn på tilpasning til tidlige vilkår.
Hvorfor påvirker tidlige traumer så meget?
Når traumer sker tidligt og gentaget, sker det i en periode, hvor barnets hjerne, nervesystem, selvfølelse og tilknytningsmønstre stadig er under udvikling.
Det betyder ikke, at et menneske er “skadet for altid”. Men erfaringer fra barndommen kan blive indlejret som forventninger i både psyken og kroppen fx i form af:
• Verden er ikke tryg
• Jeg skal være på vagt
• Mine behov er for meget
• Jeg må klare mig selv
• Kærlighed er forbundet med smerte, skam eller uforudsigelighed
Disse mønstre er ofte oprindeligt udviklet som overlevelsesstrategier. Det, der senere kan føles som selvkritik, people-pleasing, kontrolbehov, perfektionisme, følelsesmæssig lukkethed eller overansvar, har ofte haft en vigtig funktion i barnets forsøg på at bevare kontakt, sikkerhed eller forudsigelighed i et belastet miljø.
Tegn på udviklingstraumer hos voksne med barndomstraumer
Der findes ikke én enkelt tjekliste, som passer på alle, men mange voksne med traumer fra barndommen kan genkende flere af disse temaer:
• du føler dig ofte forkert, utilstrækkelig eller “for meget”
• du har svært ved at mærke egne behov og grænser
• du bliver hurtigt trigget i relationer
• du er meget selvkritisk eller skampræget
• du overpræsterer, tilpasser dig eller tager for meget ansvar
• du har svært ved at stole på andre
• du veksler mellem at længes efter nærhed og frygte den
• du føler dig ofte følelsesmæssigt overvældet eller helt lukket ned
• du lever med uro, anspændthed eller udmattelse
• du har svært ved at hvile, modtage omsorg eller bare være
Disse tegn er ikke i sig selv bevis på udviklingstraumer, men de kan pege på, at der er noget mere på spil end “bare stress” eller “bare sensitivitet”.
Udviklingstraumer og tilknytning
En vigtig nuance er, at udviklingstraumer ofte hænger tæt sammen med tilknytning.
Når den person, barnet er afhængigt af, også er den person, barnet frygter eller ikke kan regne med, opstår en dyb indre konflikt:
Jeg har brug for dig for at overleve – men det er ikke helt trygt at være tæt på dig.
Det kan senere vise sig i voksenlivet som:
• stor længsel efter nærhed kombineret med angst for afvisning
• kompromissøgende adfærd og tendens til at miste sig selv i relationer
• vanskeligheder ved at sætte grænser
• frygt for konflikt
• hyperfølsomhed over for tonefald, afstand eller kritik
• tendens til enten overtilpasning eller tilbagetrækning
Mange af disse reaktioner er gamle tilpasninger, som mennesker ofte skammer sig over. Derfor kan det også være en lettelse at begynde at forstå sine mønstre og se, hvordan de hænger sammen med de tidlige erfaringer. Men forståelse er ofte kun første skridt på vejen til heling.
Kan man hele udviklingstraumer?
Ja, men det er ikke en proces, der kan klares ved blot at “tænke anderledes”. Netop fordi traumet kan sætte sig i både nervesystem, relationer, følelser, selvbillede og kropslige mønstre.
Derfor må behandlingen ofte være helhedsorienteret, som det fx er tilfældet i NARM-terapi.
Behandling af udviklingstraumer gennem NARM-terapi handler blandt andet om gradvist at opbygge:
• mere tryghed i kroppen
• større evne til følelsesregulering
• bedre kontakt til egne behov og grænser
• mindre skam og selvkritik
• mere stabile og gensidige relationer
• mulighed for at forstå og bearbejde det, der har været
Frem for primært at fokusere på traumeminderne retter terapien sig i høj grad mod stabilisering og opbygning af relationel tryghed, samt mod udvikling af reguleringsevne, kropslig forankring, grænsesætning, bearbejdning af skam og evnen til kontakt med sig selv og andre.
Hvad hjælper voksne med barndomstraumer?
Selvom terapi ofte er centralt, er heling sjældent begrænset til terapirummet. Mange oplever, at bedring også handler om:
At forstå egne reaktioner i et traumesprog
Når man begynder at se sine mønstre som tilpasninger frem for fejl, falder skammen ofte lidt.
At arbejde med nervesystemet
Ro kommer sjældent af viljestyrke alene. For mange hjælper kropsbevidsthed, groundende øvelser, pauser og mere realistiske krav til sig selv.
At opdage egne grænser og behov
Mennesker med udviklingstraumer har ofte lært at orientere sig mod andres behov før deres egne. Derfor kan det være en vigtig proces gradvist at mærke:
Hvad føler jeg? Hvad har jeg brug for? Hvad er okay for mig og hvad er ikke?
At øve sig i trygge relationer
Heling sker ofte i relation, ikke kun i parforhold, men også i terapeutiske relationer, venskaber og fællesskaber.
At arbejde i et tempo, kroppen kan være med til
God traumeterapi handler om at finde et tempo, hvor der både er kontakt og tilstrækkelig tryghed til at gå ind i arbejdet, så processen ikke skaber yderligere overvældelse
Udviklingstraumer handler ikke om svaghed, men om tilpasning
En vigtig pointe i forståelsen af udviklingstraumer er, at reaktioner hos voksne med barndomstraumer ikke skal ses som tegn på svaghed eller manglende vilje. De er ofte spor efter det, man har måttet lære for at klare sig i et miljø, hvor tryghed og beskyttelse ikke har været tilstrækkeligt til stede.
At begynde at forstå sine reaktioner i lyset af barndommens erfaringer kan derfor være et vigtigt første skridt. Ikke fordi fortiden kan ændres, men fordi forståelsen kan skabe mere venlighed over for sig selv og de mønstre, man har udviklet for at klare sig.
Langsomt på den måde begynder forandringerne at finde sted – når det, der engang var nødvendigt for at overleve, ikke længere behøver at styre livet.
Kamilla Christensen, Psykoterapeut MPF – København og Charlottenlund